Christina Grejsens nej til vaccinen har skabt konflikt med familien – men i år holder de jul sammen
Familie har fundet en ret simpel løsning på det, der kan være en kompliceret konflikt.
I begyndelsen af coronaepidemien var Christina Grejsens Facebook-profil præget af mange opslag, der var kritiske over for de politiske beslutninger. Hun var med egne ord "meget på barrikaderne".
En dag ringede hendes telefon.
Hendes lillebror, Tim Nielsen, var i røret, og han mente, at det var på tide, at hans søster "slappede lidt af" med opslagene.
- Det er fair at være kritisk, men der er også en virkelighed på den anden side, siger Tim Nielsen.
Han blokerede sin søster kort efter. Christina Grejsen husker episoden som "helt vild".
- Lige der blev jeg rigtig vred. Det er jo min ret at kunne ytre mig, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at det var som at få sat mundkurv på, siger hun.
Det er snart halvandet år siden, at telefonsamtalen mellem de to søskende fandt sted, og siden da har coronavirussen og især vaccinerne mod den med jævne mellemrum skabt debat i familien.
Men selvom deres holdninger og indstillinger til vaccinen er forskellige, skal hele familien samles til jul, og forskellighederne er gledet i baggrunden.
- Vi er blevet enige om at være uenige, siger Christina Grejsen.
To sikre valg med omvendt fortegn
Familiens situation er ikke unik – for kombinationen af juledage og coronavacciner kan være en giftig cocktail.
I flere Facebook-grupper bliver det vendt, hvordan man tackler de dilemmaer og den splittelse, som vacciner og restriktioner kan skabe i julen.
Christina Grejsen, der arbejder som selvstændig indretningskonsulent, kalder sin familie for "en del af mindretallet", fordi hverken hun, hendes mand eller deres to børn er vaccineret mod coronavirus.
- Vi har ikke planer om at blive vaccineret lige nu, for vi vil gerne se tiden an, siger hun.
Da Tim Nielsen, der er uddannet kok, fik en vaccineinvitation, var hans valg med modsat fortegn, og han skulle ikke bruge særlig lang betænkningstid.
- Jeg synes, at det var ret nemt at tage den beslutning, for det virkede fornuftigt at gøre det, siger han.
En farlig debat
Resten af de to søskendes familie har gjort som Tim Nielsen og takket ja til vaccinen, og en del af dem arbejder i sundhedsvæsnet.
Bølgerne har altid gået højt rundt om familiens bord, når snakken for eksempel faldt på politik. Men vacciner og coronavirus har vist sig at være et i særklasse sprængfarligt emne at bringe op, mener både Tim Nielsen og Christina Grejsen.
- Det er virkelig ikke en sjov snak at tage. Det gælder både i familien – men faktisk også med alle andre, fordi der er dybe følelser og holdninger på spil, siger Tim Nielsen.
Christina Grejsen mener, at noget af det farlige ved debatten om coronavirus – både den over middagsbordet, den politiske og den i medierne – er, at den mangler nuancer på begge fløje.
- Det bliver hurtigt gjort til en kamp, hvor man ender med at råbe højere og højere for at overbevise hinanden, siger hun.
Blandt andet derfor har hun skiftet strategi i løbet af epidemien. Hun har slettet Facebook-opslagene og taler sjældent med andre om sit fravalg af vaccinen.
Hun "går lidt på æggeskaller", fordi hun ikke vil "stemples som sølvpapirshat" eller puste til en potentiel konflikt.
Men der er situationer, hvor vaccinespørgsmålet ulmer.
Må man vælge folk fra?
Forleden dag var Christina Grejsen til et arrangement, hvor en af de andre sagde, at hun ikke ville have ikkevaccinerede i sit hus. Den udmelding kalder Christina Grejsen for "vildt provokerende".
- Jeg vil holde fast i, at man har sit eget frie valg. Selvom jeg også kan have skarpe holdninger i det her, udelukker jeg ikke andre, siger hun.
Men er det ikke fair nok, at andre kan være bekymrede for at blive smittet ved at være sammen med dig, der ikke er vaccineret?
- Et eller andet sted har jeg måske selv bedt om det, det er jeg godt klar over. Men det her handler også om at huske respekten for hinanden. Andre har ret til at vælge vaccinen, men jeg har også ret til ikke at gøre det, siger Christina Grejsen.
Når hele familien skal samles til jul om en uges tid, er det af samme årsag. Og løsningen har vist sig at være ret simpel.
Låg på debatten for de yngstes skyld
Det er efterhånden et par uger siden, at Christina Grejsen bookede PCR-tests til sin familie 22. december. For alle, der skal være med til julearrangementet, skal testes – både de vaccinerede og ikkevaccinerede.
- På den måde er vi fælles om at passe hinanden, siger Christina Grejsen, der allerede bliver testet flere gange om ugen – både for at få coronapas, men også for at passe på, at hun ikke selv bliver smittet eller får smittet andre.
For Tim Nielsen har testene også været afgørende for at sikre julefreden. Han har "helt ro i sindet", inden familien samles i juledagene.
- Hvis de teede sig uansvarligt og var totalt imod det hele, kunne jeg have mine betænkeligheder. Men heldigvis er det anderledes, siger han.
Den ældste til familiens jul er 70 år, den yngste er 11. Både Christina Grejsen og Tim Nielsen er enige om, at det især er for de yngste familiemedlemmers skyld, at coronadiskussionerne skal skubbes i baggrunden – selvom de ikke helt kan udelukke, at de opstår.
- Måske ud på de lidt senere timer efter lidt snaps. Men jeg tror hurtigt, at det bliver manet ned. Det er vigtigere at være sammen, siger Tim Nielsen.