Tredje stik fremrykkes for alle over 40 år
Indtil nu har 1,2 millioner danskere fået tredje coronastik.
Det tredje vaccinestik fremrykkes nu en måned for alle danskere over 40 år.
Dermed kan de få deres tredje stik 4,5 måned efter deres andet stik. Hidtil er tredje stik blevet givet efter 5,5 måned.
Det oplyser Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Fremrykningen vil træde i kraft fra mandag morgen, hvorefter man kan gå ind på vacciner.dk og booke tid. Man behøver ikke at vente på at modtage invitation i e-boks.
I pressemeddelelsen lyder det, at styrelsen anbefaler alle at få tredje stik så hurtigt som muligt.
De kommende dage skal man dog "væbne sig med tålmodighed", da der kan være ventetid på vacciner.dk, lyder det.
Omikron bekymrer Brostrøm
Årsagen til fremrykningen skal findes i den nye Omikron-variant, fortæller Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, til TV 2 søndag aften.
- Den spreder sig med lynets hast – også her i DK - og det er meget bekymrende.
Foreløbige data tyder på, at Omikron kan "smutte omkring" immuniteten efter andet stik, siger Brostrøm.
- Hvis vi får tredje stik, er der meget, der tyder på, at vi så stadigvæk har en rigtig god beskyttelse mod at blive alvorligt syge, siger han.
Det er dage og uger, der tæller, i forhold til at komme på forkant med Omikron, tilføjer sundhedsdirektøren.
Drop-in vacciner
Folk over 40 år, der altså nu får fremrykket tredje stik, defineres som alle, der er født i 1981 eller tidligere år.
Og 4,5 måned betyder 140 kalenderdage - eller hvad der svarer til 20 fulde uger fra andet stik.
Fra mandag kan den pågældende gruppe også gå ned og få stikket på de vaccinesteder, der kan tilbyde drop-in vaccination.
Fra tirsdag vil cirka 60 apoteker i Region Hovedstaden også kunne tilbyde coronastikket.
Senere på ugen gælder det også apoteker i Region Syddanmark.
Over hele landet tilbyder mange praktiserende læger allerede nu vaccination.
Se, hvor du kan få vaccinestik - med og uden tidsbestilling - på vacciner.dk og coronasmitte.dk.
Ekspert: God idé at fremrykke
Spørger man Hans Jørn Kolmos, der er professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet, er det en god idé at fremrykke tredje stik.
- Vaccinerne er – som det er blevet sagt mange gange – supervåbenet, siger han til TV 2.
Også Eskild Petersen, som er professor emeritus i infektionssygdomme ved Aarhus Universitet, mener, at fremrykningen er en god idé. Det siger han til Ritzau.
Lige nu kan vi se, at vaccinerne mister en del af sin effektivitet efter fire til seks måneder, forklarer Hans Jørn Kolmos.
- Så er vi simpelthen ikke beskyttet tilstrækkeligt meget længere. Og slet ikke mod den nye og mere smitsomme Omikron-variant.
Det ser dog ud til, at Omikron får lidt sværere ved at smitte mellem personer, hvis vi tilføjer det tredje stik, lyder det fra professoren.
- Ikke at vi fuldstændig tilsidesætter risikoen, men den nedsættes altså væsentligt.
Ifølge pressemeddelelsen har Sundhedsstyrelsen valgt at fremrykke tredje stik, da immuniteten netop falder efter andet stik - "særligt efter fire til seks måneder", lyder det.
Pressebriefing mandag
På Twitter opfordrer sundhedsminister Magnus Heunicke (S) danskerne til at tage imod det tredje stik.
Han skriver samtidig, at sundhedsmyndighederne mandag vil holde pressemøde om fremrykningen.
Pressemødet finder sted klokken 9.30.
20 procent er revaccineret
For personer mellem 18-39 år vil tredje stik fortsat blive tilbudt fra kalenderdag 165 efter andet stik. Revaccination med tredje stik er endnu ikke godkendt til personer under 18 år.
Onsdag vedtog Epidemiudvalget, at coronapassets gyldighed for vaccinerede forkortes fra 12 måneder til 7 måneder for alle personer over 18 år
Indtil nu har 1,2 millioner danskere fået tredje stik. Det svarer til 20 procent af befolkningen.
I alt har næsten 4,7 millioner danskere fået mindst et stik med coronavaccinen. Det svarer til 79,2 procent af befolkningen.