Samfund

Koncernchef erkender dårlig håndtering af Dyrby-sag: Jeg skulle måske have ageret mere brutalt

Michael Dyrby skjulte sig for offentligheden i ni dage. Nu redegør hans chef for forløbet.

Fredag valgte Michael Dyrby at fratræde sin stilling som ansvarshavende chefredaktør på B.T.

Det skete i kølvandet på dokumentaren 'MeToo: Sexisme bag skærmen', der for to uger siden løb over skærmen på på Discovery+.

Dokumentaren belyste en sexistisk kultur på TV 2, og selvom Michael Dyrby ikke blev nævnt ved navn, kom det kort efter frem, at dokumentaren blandt andet handlede om ham.

Herefter fulgte et fra mange kanter stærkt kritiseret forløb, hvor den nu forhenværende chefredaktør nægtede at stille op til interview og forklare sin rolle på TV 2.

Et forløb, som Dyrby nu selv har taget konsekvensen af.

B.T. er en del af mediehuset Berlingske Media, hvor Anders Krab-Johansen er koncernchef. Medierne Weekendavisen, Euroinvestor og Berlingske er ligeledes en del af mediehuset.

Løbende har netop Krab-Johansen udtrykt fuld støtte til Michael Dyrby og håbet, at den nu aftrådte chefredaktør kunne fortsætte com chefredaktør på B.T..

"Der gik for lang tid"

Men hvad mener koncernchefen nu, hvor Dyrby har trukket sig?

Her følger et interview om forløbet:

Hvad er din kommentar til, at Michael Dyrby trak sig som chefredaktør?

Det er den rigtige beslutning, og jeg har meget respekt for, at Michael Dyrby tog den. I forløbet efter dokumentaren om sexisme på TV 2 gik der for lang tid, inden vi fik svaret. Som han selv konkluderede, havde han svært ved at stå i spidsen for B.T. med troværdighed.

I udtalelsen i forbindelse med fratrædelsen sagde du, at du håbede, han kunne blive. Nu er det den rigtige beslutning, at han trækker sig. Har du skiftet mening?

Det har været et langt – og også alt for langt – forløb. Jeg troede og håbede, at det kunne komme til at fungere, fordi jeg gerne ville have, Dyrby blev. Han er en dygtig chefredaktør, og jeg synes, han byggede en god kultur på B.T..

Og det kan sagtens misforstås meget, når jeg siger det. Men jeg mener, det er en god kultur at arbejde i – også selvom der har været og også er sexismesager på B.T..

Hvad mener du med, at det kan misforstås, når du siger, han har stået for god kultur?

Det kan det, hvis man ikke kan rumme flere sandheder. Nemlig at man vil opleve en meget positiv kultur i B.T.'s redaktionslokaler, som Michael Dyrby har været med til at skabe - samtidig med at der beklageligvis har været sager om sexisme, der skulle håndteres.

Burde måske have presset Dyrby mere

En ting er, hvordan B.T. har håndteret sagen. Men hvad er hele koncernens - Berlingske Medias - holdning til de manglende interviews fra Dyrby?

Vi skal stille op til interviews. Alle chefredaktører og alle direktører.

Hvordan kan det så lade sig gøre, at der skulle gå ni dage, før Dyrby stillede op?

I Dyrbys tilfælde har han selv fortalt, at han ikke kunne. Det er en svær én. Skal han stille op, når han ikke kan? Det kan du læse hans forklaring på, for det formulerer han bedst selv.

Men nu spørger jeg jo dig som chefen for det hele?

Jamen, det er rigtig svært at svare på. I bagklogskabens lys ville jeg have ønsket, han havde stillet op tidligere. Jeg burde måske også have presset ham ud tidligere, selvom det nok ikke havde ændret på resultatet.

Men vi accepterer jo som oftest ikke, hvis politikere eller andre siger, de ikke kan stille op?

Når et menneske siger, man ikke er i stand til det, er det svært. Det er jo ikke, fordi det praktisk ikke kunne lade sig gøre at kunne komme ud ad døren til et kamera.

Hvorfor skulle du så have presset ham?

For at undgå en situation, hvor B.T. følte sig uden deres nummer ét som stemme i offentligheden.

Fortryder du, at du ikke pressede mere på?

Virkeligheden er nogle gange svær at operere i. Jeg er ikke sikker på, det kunne have ladet sig gøre at få ham til at stille op.

Prøvede du?

Lad os sige det sådan, at vi talte løbende om det.

Uddyber ikke brutaliteten

Er der ellers noget, du ville ønske, du havde gjort anderledes?

Jeg skal være den første til at erkende, vi har fået nogle ridser i lakken på denne her sag. Det tager jeg ansvaret for. Men det svære ved håndteringen var, at Discovery+ havde dokumentaren, og jeg først så den samtidig med alle andre.

Den handlede om TV 2 og en tid på TV 2, som jeg hverken kan eller vil tage ansvar for. Derfor var vi fra starten i defensiven på den efterfølgende håndtering. Så troede og håbede jeg, at Dyrby kunne forklare sig på en måde, der havde været tilstrækkelig.

På den måde går dagene jo. Havde du sat en spindoktor eller en kommunikationsekspert på, ville man sige, at vi skulle have ageret hurtigere for at minimere skaderne, og at jeg skulle have ageret mere brutalt.

Hvad mener du med, at du skulle have ageret mere brutalt?

Den lader jeg hænge sådan.

Du erkender, at du burde have ageret anderledes. Bør sagen få konsekvenser for dig?

Det er min bestyrelse, der beslutter det. Men jeg har jo ingen andel i sexisme på TV 2.

Men det er jo også det efterfølgende forløb med manglende svar, det handler om?

Den del tager jeg fuldt ansvar for.

Den må du tage med bestyrelsen

Bør det så have konsekvenser for dig?

Den må du tage med bestyrelsen.

Hvordan håndterede hele huset sagen om Dyrby? Var der nogle anvisninger oppefra?

Alle journalister og redaktører i alle husets medier havde samme vilkår som alle andre. Og fuldstændig frihed til at skrive, tale og redigere, nøjagtig som de ville. Også ret til at spørge mig, som de ville. Det er et stærkt signal om, at husets evne til at skabe en ramme til troværdig og uafhængig journalistik er helt intakt.

Jeg er også stolt af vores journalister i denne her sags forløb og tryg ved, at husets fundament er intakt. Det siger jo eksempelvis meget, når Weekendavisen kan skrive, at Dyrby bør træde tilbage, og når kommentatorer i Berlingske kan få frit løb til at kritisere både B.T. og koncernens håndtering.

Men du siger samtidig, at huset har fået ridser i lakken. Hvad indebærer det?

En af vores ledende medarbejdere Michael Dyrby stillede ikke op til interview. Og selvom B.T.'s journalister gjorde deres bedste for at få ham til at stille op, så gjorde han det ikke. Det er ikke, hvad vi hverken forventer af os selv eller andre. Så på det punkt, der handler om, at vi skal stille op og tage vores egen medicin, har vi fået ridser i lakken.

I Presselogen lød det eksempelvis fra Altingets ansvarshavende chefredaktør, Jakob Nielsen, at Berlingske Media ved at ”gemme sig” og ”benytte sig af skriftlige og indstuderede svar” har benyttet "alle de tricks i bogen, vi forbinder med politikere og lav troværdighed”. Han mener, det falder tilbage på hele branchens troværdighed.

Det var jo kun var en person i huset, der ikke stillede op. Personligt kan jeg ikke huske, jeg har været så meget i medierne, som jeg har været de sidste 14 dage. Men jeg har ikke kunnet nå alle. Jeg anerkender det som et problem, at Dyrby ikke stillede op. Men ikke at det skulle have betydning for troværdigheden generelt.