Coronavirus

Desperation og uoverskuelige køer til årets sidste bytur: - Vi ved jo ikke, hvornår vi bliver lukket ud igen

En 19-årig mand sammenligner torsdagens nattescener med en savanne. Og de fremmødte med løver.

Et par unge kvinder med bare arme småløber op ad Gothersgade, en af Københavns mest berygtede festarenaer, hvor natklubber ligger som perler på snor.

- Åh-læææ, åh-læ, åh-læ, åh-læææ, synger de i kor, før de forsvinder ind i gadens tumult.

Temperaturen er lige omkring frysepunktet, men det virker ikke til at genere kvinderne. Faktisk virker det ikke til at genere nogen i Indre København, som denne torsdag nat er fyldt til bristepunktet med især unge mennesker.

Vi er jo nødt til at komme ud, så længe vi har muligheden

Julia Laban, 22 år

Rundt omkring i de proppede køer har der indfundet sig en form for fælles forståelse: Det her er sidste chance. Sidste chance på ubestemt tid for at ”blive lukket ud”.

”Traumer” fra sidste nedlukning

Onsdag aften holdt regeringen og sundhedsmyndighederne pressemøde med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen.

Dagsordenen var nye coronarestriktioner, og skulle nogen mistænke, at unge ikke følger med i politik, burde de måske tage en tur i klubmiljøet dagen efter sådan en begivenhed.

Flere fortæller, at de sad foran skærmen og hørte statsministeren fortælle, at nattelivet lukkes fra fredag midnat.

- Jeg tænkte bare, at så skal vi i byen. Before it’s too late!, lyder det fra 22-årige Sofie Nørtoft.

Hun kalder denne torsdag for ”årets sidste aften”, trods der altså som bekendt er 21 tilbage af slagsen. Og sammen med sin jævnaldrende veninde Julia Laban har hun stillet sig i kø til klubben Chateau Motel, knap en kilometer fra Gothersgade og de syngende kvinder i bare arme.

Egentlig var planen, at veninderne først skulle i byen fredag.

- Men vi er jo nødt til at komme ud, så længe vi har muligheden, siger Julia Laban, der ikke har meget fidus til nedlukningens udløbsdato, der i første omgang er sat til 7. januar.

- Jeg har måske traumer fra sidste gang, hvor de blev ved med at forlænge, så det til sidst varede halvandet år, siger hun.

Remee aflyser nedlukningsfest

Flere natklubber har efter onsdagens pressemøde inviteret til store såkaldte afskeds- eller nedlukningsfester. Blandt andre den københavnske natklub Museo, som ejes af produceren Remee Jackman.

B.T. skriver, at klubben kort efter pressemødet sendte en sms ud til folk om, at de nye restriktioner betød fest om torsdagen.

- Det bliver sikkert den sidste i lang tid … Derfor vil vi virkelig opfordre dig til at svinge forbi til en sidste dans. Hvem ved, hvornår vi kan feste for alvor igen? stod der ifølge B.T i beskeden, som blandt andre havde Remee som afsender.

Det fik kritik på grund af på grund af nattelivets smittefare. Og torsdag formiddag lød det så fra klubejeren til B.T., at festen var aflyst, fordi de ”selvfølgelig skal støtte op om det større perspektiv”.

Som en savanne

Et blik rundt omkring i Københavns gader natten til fredag afslører dog, at den holdning hverken præger de festglade fremmødte eller de mange klubejere og managere, som altså også med loven på sin side kan holde åbent denne ene nat endnu.

Faktisk er det svært at forstå, at hovedstaden trods alt også måtte rumme unge mennesker, der er blevet hjemme. Køerne er så lange, at de spontant deler sig i flere retninger, og politibiler må dytte for at få plads på vejene. Dørmændene ser rådvilde ud.

- Det føles som en savanne, hvor folk er løver. Alle er desperate, siger 19-årige Samuel Frances, der havde fået en plads bagerst i en kø, der ikke så ud til at give sig foreløbig.

Tæt på at opgive

Han fortæller, at han er taget i byen som direkte konsekvens af onsdagens pressemøde. Det virker ”fair nok” at lukke nattelivet, mener han, men forspilder altså ikke årets sidste chance for at komme i byen. Præcis som de mange i køen foran ham.

Folk maser og forsøger at klemme sig ind, og Samuel Frances er tæt på at opgive nogensinde at nå frem til indgangen.

- Måske vi bare skal prøve at finde et mindre attraktivt sted, siger han.

Hans kammerat Emil Lohmann på 18 år bryder ind i samtalen.

Han er ikke meget for at opgive noget som helst. For gruppen skal ”give så meget liv”, de overhovedet kan. En talemåde, der vist ikke for alvor har vundet indpas alle steder i sproget, men som altså ikke desto mindre er nattens formål for vennerne.

Ingen dårlig samvittighed

Emil Lohmann skal i skole fredag morgen. Alligevel satser han på at blive ude til omkring klokken 04.

- Vi ved jo ikke, hvornår vi bliver lukket ud igen, siger han.

Adspurgt til eventuelle moralske corona-skrubler ved at deltage i nattens tætpakkede arrangement er svaret klart. Han har "ingen dårlig samvittighed".

- Vi er jo så godt som alle sammen vaccinerede, siger han.

Tilbage ved venindeparret Julia Laban og Sofie Nørtoft skrider køen til Chateau Motel så småt frem. Det tyder på, at det nok skal lykkes dem at komme ind til musik, bar og og årets sidste dansegulv.

- Nu nyder vi vores sidste mulighed, siger Sofie Nørtoft.

Og om muligheden byder sig igen 7. januar, eller om restriktionerne forlænges, må tiden vise.

Men det tyder i hvert fald på, at det ikke går ubemærket hen, når nattelivets skæbne er på statsministerens dagsorden.