Coronavirus

Mette Frederiksen opfordrer til hjemmearbejde – andre tiltag er mere effektive, siger ekspert

Opfordringen er ikke et krav, og det er derfor endnu ikke til at vide præcis, hvordan virksomhederne reagerer.

Troede du, at hjemmekontor og skrattende onlinemøder var fortid, skal du måske lige holde vejret.

For til onsdagens pressemøde opfordrede statsminister Mette Frederiksen (S) alle ansatte på både offentlige og private arbejdspladser til igen at arbejde hjemmefra.

- Jeg ved godt, at det for mange vil være et uvelkomment gensyn med hjemmearbejdspladsen. Det er der sådan set ikke noget at sige til. Men lige nu vurderes det at være nødvendigt, sagde hun.

Og spørger man Hans Jørgen Kolmos, som er professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet, er det da heller ikke en dårlig idé. Om end hjemmearbejdet ikke er blandt de vigtige redskaber i restriktionsværktøjskassen.

- Det betyder alt andet lige noget, hvis folk undgår kollektiv transport og ikke mødes med kolleger på arbejdspladsen, der kommer alle mulige steder fra, og som også har været i transport, siger han.

Vil savne løs frokostsnak

Opfordringen til at arbejde hjemme er ikke et direkte krav, som det ellers gælder flere andre restriktioner, der blev fremlagt på pressemødet. Derfor er det endnu heller ikke til præcis at vide, hvordan landets arbejdspladser reagerer på opfordringen.

Jens Myrup Thomsen er blandt dem, der venter på afklaring. Han er projektleder i Kultur- og Fritidsudvalget i Svendborg Kommune og er yderst trænet i at sidde på hjemmekontoret. Det gjorde han nemlig fra oktober sidste år og omkring seks måneder frem.

Og hvis disciplinen skal gentages, ved han godt, hvad han kommer til at savne mest: den daglige hyggesnak med kollegerne.

- Hvordan går det med børnene, konen og hunden? Den løse snak over frokosten var vi lige kommet i gang med igen, efter at vi var kommet tilbage. Udsigten til at lægge den ned igen er ikke så sjov, siger han.

Dog forbinder han ikke kun hjemmearbejde med dystre tider.

- Der er også ting, der bliver lettere. Eksempelvis transport til og fra arbejde, der kan tages ud af dagens ligning, når man har små børn, siger han.

Hjemmearbejde på vej mod niveau før corona

Det var tilbage i maj, at et flertal af Folketingets partier besluttede, at de hjemmearbejdende på daværende tidspunkt gradvist skulle tilbage til kontorerne og kollegerne.

Og onsdag viste tal fra Danmarks Statistik, at niveauet af hjemmearbejdet nu nærmer sig niveauet fra før corona.

I tredje kvartal var det cirka en ud af otte danskere, der hyppigt arbejdede hjemmefra, viser undersøgelsen. Det er en del færre end andet kvartal sidste år, hvor aktiviteten i samfundet blev begrænset betydeligt for at bremse smitten.

Her var det cirka hver fjerde af de privatansatte, som arbejdede hjemmefra. Blandt de offentligt ansatte gjaldt det hver tredje.

Hans Jørgen Kolmos fortæller, at det ikke er til at vide, hvilken effekt hjemmearbejde har på de smittetal, der de seneste dage har slået sørgelige rekorder.

- De forskellige restriktioner har jo altid været en del af en større pakke. Så det er svært at sige præcis, hvor meget de enkelte tiltag betyder, siger han.

Hjemsendelse af elever "batter"

Blandt denne omgangs nye restriktioner tør han dog godt give et bud på, hvilke der er vigtigst for at nedbringe smitten. Han nævner først hjemsendelsen af skoleelever, fordi smitten netop breder sig i de yngre aldersgrupper.

- Det er noget af det, der umiddelbart batter mest, siger han og nævner derudover lukningen af nattelivet og opfordringen til at kvitte julefrokosterne.

- Hjemmearbejdet er en del af en større pakke. Det er ikke det, der kommer til at virke mest, siger han.

Du kan læse om alle de nye restriktioner her.