Coronavirus

- Slaget er nok allerede tabt, siger professor om Omikron-varianten

Fremtiden med Omikron kan komme til at ligne Delta-variantens indtog, vurderer professor.

Den nye coronavariant, Omikron, har på kort tid spredt sig rundt om i verden, og også herhjemme er kurven over Omikron-smittede steget med høj fart.

28. november blev de første tilfælde bekræftet hos to personer, som var rejst ind i Danmark fra Sydafrika, og tirsdag har Statens Serum Institut opgjort antallet af Omikron-smittede til at være 398.

Vi har nu samfundssmitte med Omikron i Danmark., konkluderede Anette Lykke Petri, direktør for Styrelsen for Patientsikkerhed, på et pressemøde tirsdag.

Hvordan Omikron udvikler sig de næste par uger og måneder, er et spørgsmål, som mange formentlig står tilbage med. Men det er også et spørgsmål, som på nuværende tidspunkt er svært at besvare præcist.

Sådan lyder det fra Jakob Stoustrup, som er professor i anvendt matematik ved Aalborg Universitet. Desuden er han en del af den referencegruppe, som er nedsat til at rådgive regeringen under covid-19-pandemien.

Tyder på stejl kurve

Jakob Stoustrup vurderer, at fremtiden med Omikron kan komme til at ligne situationen med Delta-varianten.

- Vi kan nok forvente os en lignende udvikling for Omikron, som vi så for Delta, hvor den på kort tid udkonkurrerede den tidligere variant. Noget tyder på, at kurven denne gang også vil være meget stejl, siger professoren.

Samme melding kom sidste uge fra Anette Lykke Petri.

- Dels er der noget, der tyder på, at Omikron er mere smitsom end Delta-varianten. Dels er samfundet meget mere åbent i dag, end da Delta blev introduceret, lød det fra direktøren for Styrelsen for Patientsikkerhed.

Kommer til at leve med Omikron

Da Delta-varianten spredte sig, lavede en ekspertgruppe en prognose for, hvor meget varianten ville sprede sig efter tre måneder. Prognosen endte med at være næsten helt præcis, hvilket ifølge Jakob Stoustrup er "meget usædvanligt".

Vi kommer til at leve med Omikron, men vi kan undgå, at den bliver en sundhedskatastrofe

Jakob Stoustrup, professor i anvendt matematik, Aalborg Universitet

Men vi kommer ifølge professoren ikke til at se en lignende, præcis model for Omikron, før vi kommer "meget længere hen i forløbet".

- Ved Delta havde vi repræsentative data fra Storbritannien, men denne gang står vi med tal fra Sydafrika, der ikke kan overføres til danske forhold på baggrund af befolkningssammensætningen, siger professoren og henviser til, at Sydafrika, hvor Omikron første gang blev fundet, har en ung befolkning.

Af samme grund kan han heller ikke sætte konkrete tal på, hvor mange Omikron-smittede vi vil have i Danmark om uger eller måneder.

- Overordnet er slaget nok allerede tabt i forhold til Omikron, fordi der er så mange tilfælde nu. Vi kommer til at leve med Omikron, men vi kan undgå, at den bliver en sundhedskatastrofe, siger han.

Tredjeledsisolation er afskaffet

For at undgå en stejl smittekurve har nære kontakter i tredje led - altså nære kontakters nære kontakter - indtil tirsdag skullet i isolation.

Den retningslinje har Sundhedsstyrelsen imidlertid droppet med den begrundelse, at Omikron nu har spredt sig i samfundet.

- Vi har tidligere haft en udvidet smitteopsporing, der også omfattede nære kontakter til nære kontakter, så vi kunne forsinke spredningen af Omikron-varianten i Danmark. Denne strategi er kun mulig i en periode med få smittede, siger vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, Helene Probst, i en pressemeddelelse.

Isolation i tredje led var også gældende, da Delta-varianten blev bekræftet i Danmark sidste sommer.

Det blev dog afskaffet efter tre måneder, da varianten var blevet den dominerende, og Styrelsen for Patientsikkerhed over for Berlingske vurderede, at det kunne lamme samfundet, hvis man fortsat opretholdt isolation i tredje led.

På daværende tidspunkt udgjorde varianten 60 procent af alle smittetilfælde i Danmark.

Desuden var begrundelsen for at ophæve isolation i tredje led, at en stor del af den danske befolkning var blevet vaccineret mod coronavirus.

Omikron kan måske bringe os tættere på en normal situation

Men hvordan ser hverdagen med Omikron ud, hvis vi kigger længere frem?

Den norske forsker Gunnveig Grødeland, som undersøger forskellen på Omikron-varianten og Delta-varianten, har sagt til Stavanger Aftenbladet, at varianten måske kan være en god nyhed.

- En coronavariant, der spreder sig hurtigere og giver mildere sygdom, er det bedste, vi kan håbe på, siger hun til mediet.

Jakob Stoustrup påpeger, at man endnu ikke ved med sikkerhed, om varianten giver et mildere sygdomsforløb.

- Men hvis det er rigtigt, at man får en variant, der har større smitteudbredelse og mindre farlighed, og som samtidig giver samme immunitet som tidligere varianter, vil det muligvis kunne bringe os hurtigere frem mod en normalisering af smittesituationen, siger han.

Han understreger samtidig, at pandemien ikke "som sådan slutter".

Det mest sandsynlige slutscenarie er ifølge professoren, at vi får en virus, vi kommer til at leve med ligesom andre vira i samfundet.

- Men først skal vi derop, hvor vi bevæger os tæt på grænsen til flokimmunitet, lyder det.