Rekordhøjt smittetal i Danmark
Sundhedsmyndighederne afholder pressemøde klokken 16.
Der er konstateret 6324 smittetilfælde med coronavirus det seneste døgn, viser tal fra SSI.
Det er det højeste antal smittede nogensinde i pandemien.
Antallet af indlagte falder med 3 til 465. Yderligere 9 er døde. Positivprocenten er 3,4.
Der er netop indkaldt til pressemøde med sundhedsmyndighederne klokken 16 om status på epidemien og den nye coronavariant.
Mette Frederiksen varsler restriktioner
Under tirsdagens spørgetime i Folketinget med Mette Frederiksen, varsler statsministeren nye restriktioner.
- Myndighederne overvejer lige nu nye coronatiltag. Det tror jeg, der er behov for. Vi må ikke lade pandemien løbe løbsk, siger hun.
Hvilke konkrete tiltag, der er tale om, er ikke helt klart.
Mette Frederiksen nævner blandt andet, at myndighederne kigger på, om tredje stik kan blive en del af coronapasset.
Derudover undersøges det, om tredje stik kan gives enndu hurtigere end 5 måneder og 14 dage efter andet stik, som er udgangspunkter nu.
Mette Frederiksen fortæller desuden om et styrket vaccineindsats - både for børn og resten af den danske befolkning.
Omikron-varianten bekymrer
Det er særligt smitten med den nye Omikron-variant, der bekymrer, fortæller Mette Frederiksen.
- Den spreder sig hastigt, lyder det.
Det første smittetilfælde med Omikron blev bekræftet søndag 28. november, og siden har der været udbrud til flere koncerter og til en julefrokost i Viborg.