Coronavirus

Vi har ikke styr på epidemien i Danmark, siger ekspert

Der er også fortsat stor usikkerhed om den nye coronavariant Omikron, påpeger Viggo Andreasen.

Coronasmitten fortsætter med at stige, og det vækker bekymring hos Viggo Andreasen, lektor ved Roskilde Universitet med speciale i matematisk epidemiologi.

Han mener, at det nuværende billede viser, at vi ikke har styr på epidemien i Danmark.

- Der er ikke noget, der tyder på, at vi for alvor har stoppet stigningen i corona, siger han til Ritzau.

Mandag er der konstateret 7146 tilfælde. Tallet er dog behæftet med usikkerhed, oplyser SSI på sin hjemmeside. Det skyldes, at der er en række tests fra weekenden, som først er kommet med i dagens tal.

Uagtet er der konstateret over 10.000 smittetilfælde de sidste to dage.

Antal indlagte er afgørende

Ifølge Viggo Andreasen er det antallet af nyindlæggelser og det samlede antal indlagte, man særligt bør holde øje med.

Der er 78 nye indlæggelser mandag, hvilket er 21 flere end i går. Det bringer det samlede antal på 468. Heraf er 65 indlagt på intensiv, hvoraf de 39 er i respirator.

- Det er jo vores virkelige bekymringstal, siger Viggo Andreasen til Ritzau.

Usikkerhed om Omikron

Der er også fortsat stor usikkerhed om den nye coronavariant Omikron, påpeger lektoren.

Dog tyder de rapporter, der er indgivet fra Sydafrika, på, at Omikron giver anledning til mildere sygdomsforløb.

- Hvis vi får det bekræftet med tal og data, der er lidt mere robuste, er det sådan set en mindre bekymrende nyhed, siger Viggo Andreasen til Ritzau.