Samfund

Nu skal soldater og beredskabsfolk coronateste og vaccinere

Øget smitte og coronapassets genindførsel presser landets testcentre.

Travlhed i test- og vaccinationscentrene får nu Region Midtjylland til at tage nye metoder i brug.

Iklædt uniform og værnemidler skal medarbejdere fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen fra mandag indgå i opgaven med at pode og vaccinere borgere.

Det skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

De i alt 36 medarbejdere fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen har fået oplæring i weekenden, så de er klar til at støtte coronaindsatsen resten af året.

I perioden vil de arbejde under regionens sundhedsfaglige ledelse.

Kæmper med testkapaciteten

Også i Region Syddanmark og Region Sjælland assisterer værnepligtige fra Beredskabsstyrelsen. De hjælper blandt andet med podning af borgere på testcentrene.

Det er regionerne selv, der har anmodet om hjælp, fordi der de seneste uger igen er blevet travlt ved testcentrene.

Det skyldes øget smitte, og at coronapasset er blevet genindført.

Samtidig er testkapaciteten blevet sat markant op fra 100.000 til 370.000 daglige test, og det har skabt pres på landets centre.

TV 2 har flere gange fortalt om lange køer, der slanger sig foran landets lyntestcentre, og massive udfordringer med at få tid til en PCR-test, selvom man er nærkontakt.

I Region Midtjylland er forhåbningen, at Forsvaret kan være med til at nedbringe ventetiden.