Vi vil se en hurtigt accelererende Omikron-smitte i Danmark, siger lektor
Antallet af vaccinerede bliver afgørende for udbredelsen af Omikron i Danmark, lyder det fra flere eksperter.
Der er nu konstateret 183 tilfælde af den nye Omikron-variant i Danmark, oplyser Statens Serum Institut (SSI).
Det tal er mere end en tidobling på få dage. Fredag var tallet 18.
Søndagens Omikron-tal er overraskende høje ifølge Viggo Andreassen, lektor i matematisk virologi ved Roskilde Universitet.
- Det er særligt overraskende, at smitten allerede nu sker blandt folk, der ikke har været ude at rejse eller har forbindelse til rejsende, siger han.
Fra et matematisk synspunkt og med variantens øgede smitsomhed in mente mener han, at vi kommer til at se en hurtigt accelererende stigning i smitte med Omikron i Danmark.
Dermed forudser han, at Omikron-varianten kan blive dominerende i Danmark allerede i starten af 2022.
Lektoren er spændt på, hvordan regeringen kommer til at håndtere stigningen i antallet af smittede med Omikron.
- Accelerationen af smitten kommer helt naturligt til at afhænge af, om regeringen indfører nye restriktioner og i så fald hvilke, siger Viggo Andreassen.
Ærgerlig smittespredning
At Omikron-varianten nu er at finde i det danske samfund uden tilknytning til rejsende, ærgrer Jens Lundgren, professor i infektionsmedicin på Rigshospitalet.
- Det er ærgerligt, at vi har fået en ny virusvariant ind i landet, og vi skal forberede os på, at den kan blive endnu mere tydelig, siger han.
Han er dog ikke overrasket over udviklingen med Omikron, som ifølge professoren er forventelig grundet den øgede smitsomhed.
Han påpeger samtidig, at SSI har udviklet en PCR-teknologi, der kan påvise Omikron-varianten meget tidligt i sekventeringsprocessen.
- Det er positivt i forhold til den inddæmningsstrategi, som Styrelsen for Patientsikkerhed har lagt, siger Jens Lundgren.
Håbet er ifølge professoren, at man via intensiv smitteopsporing kan undgå, at smitten spreder sig ud til resten af landet.
Samme strategi benyttede man med både Alfa- og Delta-varianten.
- I begge tilfælde måtte man opgive, fordi man ikke kunne følge med, men det er strategien indtil videre, og der hjælper den hurtige identificering, siger han.
Først opdaget i Afrika
Omikron-varianten blev først rapporteret i Botswana 11. november 2021 og 14. november i Sydafrika.
Ifølge SSI har varianten siden spredt sig i flere europæiske lande i forbindelse med rejsende fra de sydafrikanske lande, og den er nu også registreret i Danmark uden tilknytning til rejsende.
Varianten er karakteriseret ved at have flere mutationer i det såkaldte spike-protein end de andre kendte varianter.
Da mutationerne endnu ikke er set i en lignende kombination, er det endnu uvist, hvordan varianten reagerer på vaccinen, samt præcis hvor smitsom den er.
Vacciner bliver afgørende
Det bliver afgørende for udbredelsen af Omikron i Danmark, at flere lader sig vaccinere.
Sådan lyder meldingen fra direktør for Statens Serum Institut Henrik Ullum.
- En høj immunitet giver vores samfund mere robusthed, hvis Omikron-smitten stiger yderligere, siger Henrik Ullum.
Den holdning deler professor i infektionsmedicin på Rigshospitalet Jens Lundgren.
- Vaccination er en rigtig god ting også over for den her nye variant. Er man indkaldt til vaccination, vil jeg opfordre til at følge op på den indkaldelse, så man kommer først i køen, siger han.
Også sundhedsminister Magnus Heunicke (S) peger på vaccinerne som afgørende for kampen mod Omikron-varianten.
- Vaccinerne er afgørende for, at vi er rustet til epidemiens udvikling. Er det 6 måneder siden, du fik 2. stik, så stil dig i kø, skriver han på Twitter.
Ifølge SSI arbejdes der på højtryk for at bremse udviklingen med hurtig laboratoriepåvisning af virusvarianten, så Styrelsen for Patientsikkerhed kan starte smitteopsporingen hurtigst muligt.