Samfund

Mange Omikron-tilfælde efter julefrokost og koncert

TV2 Nord logo
I samarbejde med TV2 Nord

Der er nu konstateret 183 tilfælde af den nye Omikron-variant i Danmark. Fredag var tallet 18.

Omikron-varianten af coronavirus breder sig i Danmark. Det er kommet til udtryk ved flere større arrangementer, hvor den nye variant har været med som ubuden gæst.

Blandt andet er der fundet ti tilfælde af Omikron-smitte blandt deltagerne ved en koncert med DJ Martin Jensen i Aalborg Kongres- og Kultur Center lørdag 27. november. Det bekræfter Styrelsen for Patientsikkerhed over for TV2 Nord.

Samtidig har også en julefrokost med 150 gæster i Viborg været anledning til et smitteudbrud med den nye variant.

Her er 53 personer på bagkant af festen bekræftet smittet med Omikron, oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed overfor TV 2.

Festen blev ifølge Viborg Folkeblad afholdt i Hersom Forsamlingshus, og flere gymnasielever deltog.

Smitteudbruddet har ifølge mediet blandt andet ført til, at Viborg Katedralskole fredag hjemsendte flere elever.

Op mod 2000 deltagere

Allerede tre dage efter koncerten med Martin Jensen - 30. november - opstod der mistanke om, at der kunne være tale om en Omikron-smittet person ved koncerten.

Samme aften bekræftede Styrelsen for Patientsikkerhed, at det var tilfældet.

Kort efter blev alle 1600 deltagere ved koncerten opfordret til at blive testet både onsdag 1. december og igen fredag 3. december.

Ud over deltagerne ved Martin Jensen-koncerten var der på samme sted et mindre arrangement med 400 deltagere, der også er blevet opfordret til at lade sig teste.

Onsdag gav Region Nordjylland folk, der kunne fremvise en billet fra koncerten, mulighed for at blive pcr-testet hurtigt uden tidsbestilling.

"Bekymrende stigning"

Der er i alt fundet 183 tilfælde af den nye Omikron-variant i Danmark.

Og ifølge SSI-direktør Henrik Ullum går udviklingen lige nu den gale vej.

- Vi ser en bekymrende stigning i antal Omikron-smittede i Danmark, siger han.

Der var 18 konstaterede tilfælde fredag.

Han understreger, at der på nuværende tidspunkt er "igangværende smittekæder", hvor smitten ses blandt folk, der ikke har været ude at rejse eller har forbindelse til rejsende.

Der arbejdes ifølge direktøren på højtryk for at bremse udviklingen med hurtig laboratoriepåvisning af virusvarianten.

Det sker, så Styrelsen for Patientsikkerhed kan starte smitteopsporingen hurtigst muligt.