Samfund

Vejdirektoratet opfordrer til, at man passer på i trafikken tirsdag morgen

Vintervejret har set dagens lys, og det har allerede forårsaget mindre trafikuheld tirsdag morgen.

Sne og slud har lagt sig over Danmark hen over natten til tirsdag og forstyrret morgentrafikken primært i Nordjylland og Nordsjælland.

Og det har fået Vejdirektoratets vagthavende, Peter Bruun-Mogensen, til at komme med en række opfordringer.

- Tag hjemmefra i god tid og kør ikke for hurtigt. Derudover opfordrer vi til, at man holder afstand i trafikken, siger han til TV 2.

De næste timers vejr

Danmark er her til morgen ramt af vindstød af stormstyrke, fortæller meteorolog ved TV 2 Vejret Andreas Nyholm.

Det er et hidsigt lille lavtryk, der bevæger sig hurtigt hen over Danmark.

Og det giver tiltagende vind i en stor del af landet især den sydvestlige del.

Endvidere oplyser Andreas Nyholm, at vi kan nå stærk storm med stødende vind inden for de næste timer.

Flere trafikuheld i Nordjylland

Ifølge Ritzau har Nordjyllands Politi fået opkald om fire solouheld grundet glatte veje.

Endvidere oplyser nyhedsbureauet, at der er ingen tilskadekomne.

Vagtchefen hos Nordjyllands Politi, Jesper Sørensen, fortæller, at der saltes på vejene.

Ligesom Vejdirektoratet opfordrer politiet til, at bilisterne kører forsigtigt i morgentrafikken og kører efter forholdene.