Krænkelser på arbejdet

Tidligere TV 2-chef opfordrer sexismeanklagede chefer til at stå frem

Efter beretninger om sexisme hos TV 2 i ny dokumentar ønsker tidligere redaktionschef Jacob Nybroe, at de ansvarlige står frem med navn.

Mandag havde dokumentaren 'Metoo: Sexisme bag skærmen' premiere på Discovery+, hvor 11 nuværende og tidligere ansatte på TV 2 fortæller om sexisme og grænseoverskridende adfærd i deres tid på tv-stationen.

I dokumentaren forklarer kvinderne, som blev udsat for krænkende handlinger, at det var flere chefer, som stod bag, men der bliver ikke nævnt konkrete navne.

Det stiller Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør, Jacob Nybroe, der selv var redaktionschef og nyhedschef på TV 2 fra 2000 til 2015, sig skeptisk overfor.

Det må være deres egen rolle at tage det ansvar på sig

Jacob Nybroe, Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør

Han opfordrer de pågældende chefer til at stå frem og fortælle deres side af sagen.

- Jeg er så beskæmmet over, hvis jeg kommer i den sum af mennesker sammen med nogle af mine gode kollegaer, som er under mistanke for at have gjort de her forfærdelige ting. Det har ikke noget med en virkelighed at gøre, som jeg kender, og det vil jeg ikke slås i hartkorn med, siger han til TV 2.

Kendte ikke til sagerne

Han forklarer, at han ikke selv kendte til de omtalte sager i sin tid på stationen og kalder beretningerne for "magtmisbrug og overgreb i en lind pærevælling, som er nedværdigende og helt igennem forfærdelig".

- Jeg har ikke kendt til det, og jeg kan ikke bifalde det. Jeg synes, det er rædselsfuldt i enhver henseende, hvis beskrivelserne er rigtige, lyder det.

Han forklarer, at han er en blandt flere chefer, som er nødt til at stille sig frem og affeje mulige mistanker om sig.

- Det er virkelig irriterende for os, at det er en deduktionsøvelse, hvor vi stiller op en efter en og siger: "Det var ikke mig, og jeg kendte ikke til det", men de beskyldninger, som der er her, er så alvorlige, at jeg føler mig tvunget til det.

TV 2 undskylder

TV 2s administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen, reagerede mandag på dokumentaren ved at anerkende de kvinder, som er stået frem, og udtale, at den dårlige kultur har været udtryk for en uansvarlig ledelse.

Også nyhedsdirektør i TV 2 Ulla Pors undskyldte mandag over for kvinderne og anerkendte det ledelsessvigt, der har været.

Et lignende ansvar ønsker Jacob Nybroe altså, at de unavngivne personer, som bliver anklaget i dokumentaren, påtager sig.

- Jeg kunne godt tænke mig, at de står frem, fordi de ved, hvem de er. Jeg ved i princippet ikke, hvem de er, og hvis jeg gjorde, ville det være injurierende, hvis jeg satte navne på. Det er dem, der ved, hvad der er sket, og modsat Jes Dorph-Petersen har de valgt ikke at sige noget om deres roller i den her sammenhæng, siger han.

Begge parter skal høres

Jacob Nybroe mener yderligere, at det vil styrke dokumentaren, som løber over tre afsnit, hvis man også hører fra dem, som skal have stået bag den krænkende adfærd.

- Jeg synes også, at det ville klæde programmet, at når man har så barske anbringender, så hører man begge parter.

Har du talt med nogle af de her personer, som man formoder, det handler om?

- Det er ikke min rolle at få dem til at tage det personlige ansvar eller forklare sig – for det er også en mulighed. Vi har kun hørt den ene part i de her sager på nær med Jes Dorph-Petersen. Det må være deres egen rolle at tage det ansvar på sig.

Sidste efterår igangsatte TV 2 en intern advokatundersøgelse, efter at MeToo-debatten for alvor var blusset op herhjemme, da tv-værten Sofie Linde til 'Zulu Comedy Galla' fortalte om en krænkende oplevelse, hun havde haft til en DR-julefrokost 12 år tilbage.

Foruden undersøgelsen igangsatte TV 2 også i det tidlige efterår 2020 et kulturarbejde i hele koncernen, der blandt andet skulle sætte fokus på arbejdsvilkår og ligestilling.