Over 1000 børn under 12 år har nu fået første stik
Indtil videre har 18.500 forældre bestilt tid til deres børn i aldersgruppen.
Fredag anbefalede Sundhedsstyrelsen coronavaccination af de 5-11-årige.
Siden er 135.000 invitationer blevet sendt afsted, og indtil videre er 18.500 bookinger tikket ind.
Det viser seneste opgørelse fra Statens Serum Institut søndag klokken 22.00, oplyser instituttet til TV 2.
Over 1000 børn har allerede fået første stik.
"Skelsættende begivenhed"
Beslutningen om herhjemme at anbefale vaccinen til børnene mellem 5 og 11 år kom dagen efter, at Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, anbefalede at bruge coronavaccinen fra Pfizer til netop denne aldersgruppe.
Og på et pressemøde fredag sagde direktør i Lægemiddelstyrelsen Lars Bo Nielsen, er det "en skelsættende begivenhed" nu at kunne sprøjte dråberne i armene på de helt unge borgere.
- I dag står vi men en mulighed for at tilbyde yderligere en befolkningsgruppe – børnene – en vaccine på niveau med resten af befolkningen. En vaccine, som er effektiv og sikker, sagde han.
De helt små til sidst
Den version af vaccinen, som er blevet blåstemplet til de 5- til 11-årige, indeholder en lavere dosis end den, der er godkendt til personer ældre end 12 år. Vaccinerne til de helt små indeholder 10 mikrogram sammenlignet med 30 mikrogram til de ældre.
I første omgang er invitationer blevet sendt til de 10-11 åriges forældre. I de kommende uger bliver der også sendt invitationer til de 7-9 årige, mens de 5-6 årige står sidst i køen.