Coronavirus

Ekspert efter nyeste coronatal: Viser, at corona ikke er en ufarlig sygdom

Der er registreret 4326 nye smittetilfælde, og antallet af indlagte med corona stiger med 11 til 446.

Yderligere 4326 personer er bekræftet smittet med coronavirus, oplyser Statens Serum Institut mandag.

De smittede er fundet på baggrund af 157.493 PCR-prøver, hvor man bliver podet i svælget.

Andelen af smittede blandt de testede – den såkaldte positivprocent – er 2,75 procent.

Kasper Karmark Iversen, professor og overlæge i akutmedicin og kardiologi ved Københavns Universitet og Herlev-Gentofte Hospital, kalder smittetallene stationære langt hen ad vejen.

- Det holder sig på samme niveau. Der er lidt flere indlagte, og antallet af smittede er, som det har været den seneste uge.

- Der er jo megen smitte i samfundet i øjeblikket, må man sige, siger han.

Stadig langt fra rekord i januar

Antallet af indlagte stiger med 11 til 446 personer. Det er det hidtil højeste niveau i efteråret.

For en måned siden var der 221 indlagte med corona, så antallet er fordoblet de seneste 30 dage.

Men der er langt op til rekordniveauet med 964 indlagte i januar.

Der er registreret 11 nye coronarelaterede dødsfald. Samlet set er 2883 personer afgået ved døden, efter at de har haft påvist covid-19.

Og det bevidner, at corona ikke er en ufarlig sygdom, siger Kaspar Karmark Iversen. Der er folk, der bliver meget syge og dør af den.

- Medmindre du er meget skrøbelig, så beskytter vaccinen dig rigtigt godt mod alvorlig covid-sygdom, siger han.

Mundbindene er tilbage

Der er også registreret 124.243 lyntests det seneste døgn. De positive tilfælde herfra indgår dog ikke i smittetallet grundet usikkerhed om testformen.

- Jeg sidder med en fornemmelse af, at det er rigtigt godt, at man er begyndt at skrue yderligere på knapper med de nye restriktioner, der træder i kraft i dag, siger Kaspar Karmark Iversen.

Mandag træder flere restriktioner i kraft, der skal lægge en dæmper på coronasmitten.

Blandt andet genindføres brug af mundbind i detailhandlen og den kollektive trafik.

Desuden udvides brugen af coronapas, så man nu også skal vise passet, når man eksempelvis besøger pårørende på et plejehjem.

17.297 personer er det seneste døgn blevet revaccineret med et tredje vaccinestik.

Dermed har 13,5 procent af befolkningen nu fået boosterstikket. Det er planen, at alle vil få vaccinestikket tilbudt seks måneder efter andet vaccinestik.

Ni mistænkes for smitte med Omikron

Der er fortsat to, der er bekræftet smittet med den nye coronavariant, Omikron, herhjemme. Begge de smittede har været i Sydafrika, hvor varianten har spredt sig.

Derudover oplyser Statens Serum Institut, at der er ni coronasmittede, som mistænkes for at være smittet med Omikron, hvis prøver i øjeblikket undersøges.

Styrelsen for Patientsikkerhed foretager intensiveret smitteopsporing for de ni tilfælde.

Desuden har Odense Kommune lukket Rasmus Rask-Skolen i kommunen på grund af et smitteudbrud, og Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser til TV 2, at de mistænker, der er tale om Omikron.