Coronavirus

TV 2 besøger corona-frontlinjen, hvor situationen allerede er "rigtig slem"

TV 2 har besøgt Lungemedicinsk Afdeling på Hvidovre Hospital, hvor personalet under stort tidspres kæmper for covid-19-patienternes liv.

Oli Dalsgard er overlæge på Lungemedicinsk Afdeling på Hvidovre Hospital og er på vej ind til en patient.

- Det er alvorligt, og han er desværre i en tilstand, hvor han får svært ved at blive rask, siger han.

Manden er koblet til en iltmaske døgnet rundt, fordi han selv har svært ved at trække vejret. Sammen med et hold af sygeplejersker forsøger Oli Dalsgard at redde hans liv.

- Jeg ved godt, det er lidt ubehageligt, men vi skal have noget af alt det her slim op, siger Oli Dalsgard til manden, der har fået lagt en plastikslange ned i halsen.

Hvis det bliver værre end det her, så er der en risiko for, at der kan komme nogle rigtig ubehagelige udfordringer

Oli Dalsgard, overlæge på Lungemedicinsk Afdeling

Slimen suges ud gennem slangen, mens manden hoster.

- Du må meget gerne hoste. Så fint. Jeg suger lige en gang til.

Manden er en af de komplicerede covid-19-patienter på afdelingen, som TV 2 har besøgt i denne uge.

En afdeling som i de kommende måneder risikerer at blive så presset, at den ikke kan modtage de tids- og personalekrævende covid-19-patienter, der har behov for specialiseret lungebehandling.

- Jeg er meget bekymret for, om vi har ressourcerne og mandskabet, og om vi kan håndtere den belastning, som vi forventer, der kommer. Allerede nu er det rigtig slemt, og jeg er bekymret, fordi vinteren kun lige er begyndt, siger Oli Dalsgard.

Corona og mangel på sygeplejersker

Det er ikke kun på det lungemedicinske afsnit på Hvidovre Hospital, at sundhedsvæsenet er presset.

For der er akut mangel på sygeplejersker i hele landet, og alene i Region Hovedstaden betyder det, at der mangler 263 sengepladser på hospitalerne svarende til 4-5 procent af sengene.

Samtidig er antallet af indlagte med covid-19 steget til over 400 patienter, og Sundhedsstyrelsen meddelte i denne uge, at man er bekymret over udviklingen.

- Vi er i tæt dialog med regionerne omkring situationen på sygehusene, lød det fra styrelsen i en pressemeddelelse.

På et splitsekund var jeg nede at kysse døden

Jette Tafell, covid-19-patient

På Lungemedicinsk Afdeling på Hvidovre Hospital betyder presset, at mange af afdelingens sygeplejersker må arbejde over, og at der ikke altid er personale nok til udfylde vagtskemaet.

- Det er bekymrende, fordi vi lige nu er på kanten af, hvad vi kan klare. Hvis det bliver værre end det her, så er der en risiko for, at der kan komme nogle rigtig ubehagelige udfordringer. At vi ikke har plads, eller at vi skal træffe svære valg, siger Oli Dalsgard.

Tip os: Hvordan oplever du presset i sundhedsvæsenet?

Er du indlagt på et hospital, og oplever du, at personalet er presset?

Er du ansat på et hospital, og oplever du, at du og dine kollegaer er pressede?

Så er du velkommen til at sende os en video eller en e-mail, hvor du fortæller, hvad du oplever. Send den til jmoe@tv2.dk eller salp@tv2.dk.

- Jeg vil ikke dø

Sygeplejersker og læger iklæder sig visir, mundbind, handsker og engangskitler hver gang, de skal ind på de isolerede stuer for at behandle de covid-19-syge patienter.

En tidskrævende proces på en afdeling, hvor patienterne, der både tæller familiefædre, gravide kvinder og ældre borgere, i forvejen har behov for megen omsorg og forsigtighed, der tager tid.

En af dem er en mand, der er ilde tilredt. Hans lunger er hårdt medtagede som følge af covid-19.

- Vi er jo meget bekymrede for dig, og jeg tænker også, at du også selv er bekymret, siger Oli Dalsgard, da han går ind på den isolerede stue for at tale med manden.

- Jeg vil ikke dø, siger manden.

- Nej. Så vi skal gøre det bedste, vi kan, for at hjælpe dig. Men jeg kan ikke give dig nogen garantier. Men vi skal gøre det bedste, vi kan, siger overlægen.

Sygeplejersker tager ekstravagter

For afdelingssygeplejerske Aslaug Jørgensen er det vigtigt, at patienterne trods travlheden får den pleje og behandling, de har behov for.

Men personalemanglen betyder, at hendes medarbejdere presses til det yderste.

- Jeg tror, patienterne kan mærke, at vi ikke har den samme tid, som vi plejer, siger Aslaug Jørgensen.

Med forventningen om flere covid-19-patienter i den kommende tid er hun ligesom Oli Dalsgard bekymret.

- Covid-patienter er anderledes end almindelige lungemedicinske patienter. Mange af vores covid-patienter er kritisk syge. Nogle kæmper for livet. Dem skal vi være hos i timevis nogle gange og klædt på i værnemiddeludstyr for ikke selv at blive smittet eller smitte andre patienter. Det tager tid, siger Aslaug Jørgensen.

Det betyder ifølge afdelingssygeplejersken, at hendes ansatte er ved at være udmattede.

- Mine sygeplejersker er alle fuldtidsansatte, de arbejder ekstravagter, og en 45-50-timers arbejdsuge er helt normalt. Det er svært at få familielivet til at fungere samtidig.

Overlæge: Vi gør vores bedste

71-årige Jette Tafell er en af de covid-19-patienter, som ved hjælp af personalet på Lungemedicinsk Afdeling klarede sig igennem et voldsomt indlæggelsesforløb.

- På et splitsekund var jeg nede at kysse døden. Det havde jeg aldrig regnet med, for jeg har aldrig fejlet noget.

Hun har selv oplevet travlheden på afdelingen, men er dybt taknemmelig for de læger og sygeplejersker, der reddede hendes liv:

- Jeg har fået en fantastisk behandling, siger Jette Tafell.

Selvom hverdagen for øjeblikket er under pres, forsøger Oli Dalsgard og hans personale at gøre deres arbejde så godt, de kan.

Han forsikrer, at de fortsat kan give den behandling, patienterne har behov for. Men han ved også, at flere af dem lider under den manglende tid.

- Vi må drage omsorg for dem, når vi er på stuen. Men vi kan ikke være på stuen hele tiden, så vi må gøre dem så trygge, vi overhovedet kan og fortælle, at vi kommer tilbage igen.

- Så det gør lidt ondt. Det gør det, siger Oli Dalsgard.