Coronavirus

SSI: Ny variant kan være første konkurrent til dominerende Delta

Varianten Omikron har indtaget europæiske lande, herunder måske Danmark. Den ser ud til at være mere smitsom.

Coronavarianten Omikron banker på Danmarks dør, og måske er den her allerede.

To coronasmittede mistænkes for at have den særlige variant, som er under lup, da den ser ud til at kunne konkurrere med Delta-varianten, der er dominerende i Danmark.

Det siger Henrik Ullum, direktør i Statens Serum Institut (SSI).

Han pointerer, at der løbende kommer nye mutationer og nye coronavarianter, hvilket seruminstituttet følger med i.

- Det, vi har holdt meget øje med, er, hvorvidt de (mutationer og varianter, red.) har set ud til at kunne konkurrere med Delta. Det har der ikke været nogen, der har kunnet for alvor før nu.

- Det ser i det sydafrikanske foreløbigt ud til, at Omikron kan konkurrere med Delta, og det er det, der gør, at både vi og internationalt er meget bekymrede, siger han.

Meget højt antal mutationer

Omikron blev opdaget i Sydafrika tidligere på ugen, og ifølge flere virologer og danske sundhedsmyndigheder kan den give grund til bekymring.

Varianten, som Verdenssundhedsorganisationen WHO har navngivet Omikron, har et meget højt antal mutationer og frygtes derfor at være mere smitsom end deltavarianten.

Samtidig har eksperter og Statens Serum Institut udtrykt bekymring for, om vaccinen vil kunne beskytte mod virusvarianten.

I løbet af de seneste dage er Omikron fundet i flere lande over hele verden. De to mulige danske tilfælde af Omikron blev lørdag påvist hos rejsende fra Sydafrika.

48 kontakter

Søndag formiddag er der identificeret 48 kontakter i 2. og 3. led til de to personer, og herudover er der flypassagerer fra to fly, som er landet i Danmark tidligere på ugen.

Foreløbig har Storbritannien og Israel ændret deres rejsevejledninger, så en række lande i det sydlige Afrika er røde. Derudover vil Israel lukke grænserne og forbyde alle udlændinge at komme ind i landet i et forsøg på at bremse smitten.

Også Danmark indfører nye restriktioner på rejser til syv lande.

Desuden har også USA og Canada indført rejserestriktioner fra en række afrikanske lande.