Professor mistænker, at Omikron har været i Danmark i flere uger

Det er ikke mærkeligt, at en ny variant dukker op. Det samme sker med influenza hvert år, siger Eskild Petersen og maner til ro.

Det er slet ikke nogen overraskelse, at den nye virusvariant Omikron nu, efter alt at dømme, er i Danmark – og i øvrigt også i flere andre lande omkring os.

Der er ingen grund til at gå i panik

Eskild Petersen

Ifølge Eskild Petersen, professor i infektionssygdomme på Aarhus Universitet, har den i virkeligheden måske været her i længere tid.

- Den har sikkert kørt under radaren i flere uger. Nu har vi fokus på to fly fra Amsterdam, men der er kommet mange fly fra Amsterdam de seneste to uger, siger han til TV 2.

Han henviser til fly fra Amsterdam, fordi det ifølge sundhedsmyndighederne var hos passagerer om bord på netop disse fly, at ”to mistænkte tilfælde af Omikron lørdag blev er påvist."

Nye influenza-varianter dukker op hvert år

Det er ifølge professoren heller ikke mærkeligt, at der er dukket endnu en ny variant af coronavirus op.

Vaccinerne er lavet på den originale variant fra januar 2020

Eskild Petersen

Sådan fungerer virus nemlig, lyder det. Det samme er tilfældet med for eksempel influenzavirussen, hvilket betyder, at personer, der ønsker influenza-vaccinen, hvert år skal have et nyt stik - på grund af nye varianter.

- Der er ingen grund til at gå i panik. Vi har håndteret det tidligere. Vi er bare nødt til at have nogle data for at se, hvad vi har med at gøre, men vi er i en god situation, siger Eskild Petersen.

Den gode situation har ifølge professoren flere ben at gå på.

Vaccinerne er lavet på den originale variant

Det ene ben er, at vaccinetilslutningen i Danmark er høj. Og selv om det måske ender med at vise sig, at vaccinerne ikke beskytter helt så godt mod Omikron-varianten, så vil der stadig være en vis beskyttelse.

- Vaccinerne er lavet på den originale variant fra januar 2020, så en ny variant vil til en vis grad være dækket af eksisterende vacciner. Nu skal data vise, hvor meget eller hvor lidt, siger han.

Faktisk er vi nu i samme situation, som da Delta-varianten i vinteren 2020 gjorde sit indtog i Danmark, fortæller professoren. Den blev i løbet af få måneder – og mens Danmark var lukket ned – den dominerende i stedet for Alpha-varianten.

Men vaccinerne virkede stadig, fremhæver Eskild Petersen.

- Da vi sidste år med Delta-varianten havde over 5000 smittede, var der over 900 indlagte. For 14 dage siden havde vi samme niveau, men nu er der kun 436 indlagte. Så vaccinerne virker stadig, selv om der er tale om en ny variant.

- Det kan være Omikron hurtigt bliver den dominerende variant, men det kan også være, at den i en vaccineret befolkning ikke kan udkonkurrere Delta-varianten, siger Eskild Petersen.

Held i uheld: I morgen træder nye restriktioner i kraft

Et andet ben, der også taler for, at der ikke er grund til at gå i panik, er de anbefalinger om mundbind, som træder i kraft mandag.

- Det er held i uheld, men vi gør de rigtige ting. Tre dage efter en ny variant bliver fundet, begynder danskerne at gå med mundbind igen. Et mundbind beskytter mod alle varianter, siger han.

Det tredje ben er, at udrulningen af revaccination til danskerne allerede er i gang.

Derfor er der ifølge Eskild Petersen lige nu ingen grund til, at Danmark foretager sig yderligere eller indfører flere restriktioner.

- Vi er nødt til at vente at se, hvad der sker nu.