Samfund

Pirater kommer sandsynligvis til Danmark, vurderer advokat

Dømte pirater har før fået asyl i Holland, efter de havde udstået deres fængselsstraffe.

Fire formodede pirater blev torsdag varetægtsfængslet i Københavns Byret.

De var dog ikke selv til stede i retten, for de sidder fortsat fanget på den danske fregat Esbern Snare i Guineabugten – mere end 5000 kilometer væk.

Meningen er vel, at man vil hive dem til Danmark

Rasmus Sølberg, forsvarsadvokat

Det står endnu ikke klart, hvad der nu skal ske med de formodede pirater. Men det mest realistiske er, at de på et tidspunkt kommer til Danmark.

Det fortæller forsvarsadvokat Rasmus Sølberg, som har beskæftiget sig med internationalt pirateri.

- De er jo varetægtsfængslet in absentia. Så er meningen vel, at man vil hive dem til Danmark for at føre dem for retten på et tidspunkt, siger han til TV 2.

Danske soldater dræber fire

De formodede pirater endte onsdag i ildkamp med Esbern Snares besætning syd for Nigerias kyst.

Krigsskibet havde reageret på efterretninger om forhøjet risiko for pirateri i området. Og ud på eftermiddagen fandt man en motorbåd med otte "mistænkelige mænd" ombord.

Da mændene ikke reagerede på at blive kaldt til standsning, afgav de danske styrker varselsskud, forklarer Forsvaret.

Piraterne åbnede derefter ild mod de danske soldater, som besvarede ilden, lyder forklaringen videre.

Hvis de står til dødsstraf eller tortur i deres hjemland, sender man dem ikke hjem

Rasmus Sølberg, forsvarsadvokat

Ingen danske soldater kom til skade, men fem pirater blev ramt. Fire afgik ved døden, en blev såret, og alle overlevende blev placeret i dertil indrettede celler ombord på Esbern Snare.

Kan slippes fri eller retsforfølges i Danmark

Ifølge TV 2s korrespondent Rasmus Tantholdt kommer det med en række dilemmaer, når man skal håndtere pirater samlet op i internationalt farvand.

Den danske mission ud for Afrikas kyst er blandt andet allerede blevet kritiseret for ikke at have en aftale om udlevering med landene i området.

Derfor kan Danmark blive nødt til enten at retsforfølge piraterne selv – eller slippe dem fri igen i internationalt farvand.

- Skal man simpelthen give dem en lille gummibåd med en madpakke og noget vand og sætte dem af uden for sømilegrænsen ved Nigerias kyst? Det er et realistisk scenarie, siger Rasmus Tantholdt.

Selvom søværnet før har brugt den fremgangsmåde, er det mest realistiske scenarie dog ifølge forsvarsadvokat Rasmus Sølberg, at de formodede pirater skal retsforfølges i Danmark.

- Det er danske tropper, der er blevet angrebet. Så jeg vil tro, at man vil statuere et eksempel ved at få dem dømt og prøve at få dem overført til deres hjemlande, siger han.

Pirater kan søge asyl i Danmark

En dansk retssag mod de fire fanger kommer dog med sine helt egne dilemmaer.

Blandt andet spørgsmålet om, hvad der skal ske med de formodede pirater, når de har udstået deres straf. Eller hvis de bliver frikendt.

Vil deres hjemland ikke tage imod dem, eller vil de blive udsat for umenneskelig behandling der, kan Danmark nemlig ende med at hænge på formodede pirater.

- Hvis de står til dødsstraf eller tortur i deres hjemland, sender man dem ikke hjem, slår Rasmus Sølberg fast.

Der har tidligere været lignende eksempler, hvor dømte somaliske pirater blev fængslet i Holland.

Efter de havde udstået deres straf, endte de med at få asyl i landet. Og ifølge Rasmus Sølberg er det ikke urealistisk, at det samme kan ske i Danmark.

- Sagen er jo, at de somaliere hellere ville sidde i fængsel i Holland, end de vil hjem til Somalia. Men om det kan danne præcedens til, at man får pirater, der bevidst angriber for at komme til Danmark? Ja, det er jo et af de scenarier, der kan være, slutter han.