Coronavirus

11-årig vil gerne vaccineres - mens mor er mere tøvende

Nu bliver børn i alderen 5 til 11 år inviteret til at blive vaccineret. I Sundhedsstyrelsen håber man, 70 procent af dem bliver vaccineret.

- Jeg vil godt have den, ja.

11-årige Zelina Hoffmann, som TV 2 møder i København fredag, er blandt de 5-11-årige børn, der fra på søndag får invitation til at blive vaccineret mod covid-19. Fredag kom det på et pressemøde frem, at de 5-11 årige børn nu bliver tilbudt vaccination mod coronavirus.

Mens Zelina gerne vil vaccineres, er hendes mor, Monica Hoffmann, lidt mere tøvende i forhold til at lade sin datter vaccinere.

- Uh, det ved jeg ikke. Jeg synes, det er ømt, når det er ens børn, og det er ikke prøvet så meget af på børn. Jeg synes, man bliver lidt usikker, siger Monica Hoffmann.

Børn driver smitte

Lørdag bliver invitationerne til at blive vaccineret sendt ud til de 10-11 årige og deres forældre, og i de kommende uger bliver der også sendt invitationer til de 7-9 årige og til sidst til de 5-6 årige.

Baggrunden for, at børnene nu også skal vaccineres, er, at det især er børnene, der driver stigningen i smitten med coronavirus.

- Jeg er rigtigt glad for, at vi nu har fået godkendt en vaccine til børn mellem 5 og 11 år. Det har vi brug for. Vi har brug for mere immunitet i befolkningen. Vi har brug for at undgå, at smitten går fra børnene til forældrene til bedsteforældrene, sagde Helene Probst, vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, fredag på pressemødet i København.

Har analyseret data fra 3000 børn

På pressemødet forsikrede Lægemiddelstyrelsens direktør, at vaccinen til børnene er ordentligt testet - og at den ikke giver voldsomme bivirkninger.

- I alt har den Europæiske Lægemiddelstyrelse (EMA) analyseret data fra 3000 børn for at se på bivirkningsprofilen. Og der er ikke set andre bivirkninger end dem, vi kender, siger Lars Bo Nielsen, direktør for Lægemiddelstyrelsen.

Nogle af de kendte bivirkninger ved vaccinen er ømhed og let feber.

I Sundhedsstyrelsen håber vicedirektør Helene Probst på, at 70 procent af de 5-11 årige børn bliver vaccineret.

Forældreorganisation bakker op - men anerkender uenighed

I Forældrenes Landsorganisation (FOLA) har man man valgt at bakke op om myndighederne, men man anerkender, at der er delte meninger blandt forældrene.

- Vi har valgt at sige, at vi stoler på sundhedsmyndighederne. Men vi er med på, at forældrene i Danmark er vildt splittede i det her spørgsmål, siger Signe Nielsen, formand for FOLA.

Hun opfordrer til, at forældrene ikke bidrager til at skabe stridigheder blandt børnene, når de for eksempel kommer hjem og fortæller, at en klassekammerat ikke er vaccineret, mens de selv skulle vaccineres.

- Vi skal være med til at sørge for, at de samtaler ikke skaber splid mellem børnene. Bak op om det, du selv står for, men lad være med at dømme andre for det, de gør, lyder Signe Nielsens opfordring til de forældrene.

Du kan få svar på en række grundlæggende spørgsmål om vaccination af børn i artiklen herunder.