Coronavirus

Mundbind og nye regler for coronapas fra mandag - men uenighed om andre restriktioner

Folketingets Epidemiudvalg har godkendt at forkorte gyldigheden af en coronatest, samt at indføre mundbindskrav i flere dele af danskernes dagligdag.

Et bredt flertal i Folketingets Epidemiudvalg bakker op om, at en negativ coronatest skal give et gyldigt coronapas i kortere tid.

Det siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) torsdag til TV 2.

Flertallet har endvidere godkendt krav om brug af mundbind i supermarkeder, detailhandel og offentlig transport. Samme krav gælder for besøgende og pårørende på hospitaler.

- Det er de steder, hvor man er sammen med mange mennesker, som man ikke normalt er sammen med, og hvor man ikke bare kan gå et andet sted hen, siger Stinus Lindgren, der er sundhedsordfører for De Radikale.

Kortere gyldighed af coronatest

Efter indstilling fra Epidemikommissionen er det ligeledes besluttet af et politisk flertal, at en negativ PCR-test fremover kun skal være gyldig i 72 timer mens en lyntest skal gælde 48 timer.

Tidligere har det været henholdsvis 96 og 72 timer.

- Det gælder de uvaccinerede, som skal have en negativ coronatest for at få et gyldigt coronapas, siger Magnus Heunicke.

Regeringens støtteparti Enhedslisten er tilfredse med de nye tiltag, som ifølge partiets sundhedsordfører Peder Hvelplund øger sikkerheden ved coronapasset.

- Det er klart, at jo kortere gyldighed, der er, desto større sikkerhed er der for, at man hverken er smittet eller bærer smitten videre med en test, hvor man reducerer det med 24 timer, siger Peder Hvelplund til Ritzau.

Fortsat uenigheder om flere tiltag

Mødet i Folketingets Epidemiudvalg er afsluttet for i aften, men flere tiltag skal diskuteres, når udvalget mødes igen på mandag.

Blandt andet er partierne ikke nået til enighed om, hvorvidt ansatte i detailhandel, supermarkeder og offentlig transport også skal bære mundbind.

Derudover er der uenigheder om, hvorvidt der skal indføres mundbindskrav for besøgende og ansatte i plejesektoren.

Kirsten Normann Andersen, der er sundhedsordfører i SF, siger, at det sker af hensyn til de ansattes arbejdsmiljø.

- For det vil betyde, at nogle ansatte både vil blive bedt om at bruge mundbind og have coronapas, og det er måske lige rigeligt, siger Kirsten Normann Andersen.

Hun siger dog, at der har været gode og konstruktive forhandlinger præget af enighed mellem partierne.

Ifølge Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt har der været tre ministre forbi forhandlingerne for at redegøre for forskellige områder, og der er brug for mere viden for at nå til enighed om, hvilke tiltag, der skal indføres.

- Der er blandt andet sendt noget tilbage til socialminister Astrid Kragh (S), siger Liselott Blixt.

Onsdag kunne TV 2 beskrive, hvilke restriktioner regeringen ønsker at indføre på baggrund af Epidemikommissionens anbefalinger.

Disse ønsker bliver nu behandlet af epidemiudvalget.

Epidemiudvalget består af 21 folketingsmedlemmer. Der må ikke være flertal i udvalget imod regeringens ønsker, hvis de skal gennemføres. Stinus Lindgren fra Det Radikale Venstre er formand for udvalget.