Samfund

Fængsling af pirater kan blive et problem for Danmark

Der er ikke hverdagskost, at danskere er i åben ildkamp med pirater. Det skete onsdag, men retsprocessen kan blive problematisk, fortæller eksperter.

Det er meget usædvanligt, at danske frømænd kommer i åben ildkamp med pirater.

Og den juridiske situation, som Danmark nu står i, er endnu mere sjælden - faktisk har Danmark aldrig stået i den før.

Torsdag blev fire afrikanske pirater nemlig varetægtsfængslet in absentia ved Københavns Byret, efter at de onsdag åbnede ild mod danske frømænd.

- Det er ikke hverdagskost. Det er faktisk meget sjældent, siger stifter og redaktør af forsvarsmediet OLFI, Peter Ernstved, om ildkampen ud for Nigerias kyst.

Sidst de danske frømænd var i ildkamp var for mere end 10 år siden på østkysten af Afrika ud for Afrikas Horn. Her døde fire somaliske pirater.

Samme antal pirater blev dræbt i skududvekslingen onsdag, hvor frømænd forsøgte at stoppe en gruppe pirater i Guineabugten.

Det stod ikke på regeringens ønskeliste, at man skulle komme i den her situation.

Peter Ernstved, stifter og redaktør af forsvarsmediet OLFI

Frømændene og de formodede pirater karambolerede i små motorbåde.

Under torsdagens grundlovsforhør blev handlingsforløbet fra aktionen, som det er beskrevet af flere vidner, fremlagt. Vidner siger, at de danske frømænd forsøgte at stoppe piratbåden blandt andet ved at affyre varselsskud.

I stedet for at standse svarede piraterne dog igen med at smide ting overbord og at skyde direkte mod de danske soldater med maskinpistoler.

Ikke på regeringen ønskeliste

Ingen danskere kom til skade. Udover de fire døde, blev én pirat såret. Alle otte pirater blevet taget ombord på fregatten Esbern Snare, hvor den sårede blev behandlet for sine skader.

- Vi kan konstatere, at det ikke stod på regeringens ønskeliste, at man skulle komme i den her situation. Hele formålet var at holde pirateriet nede og undgå at tage fanger, siger Peter Ernstved.

Men nu står Danmark med fire formodede pirater, som er taget til fange.

- Der går et spil i gang nu, hvor man skal til at finde ud af, hvad gør man med piraterne, siger Peter Ernstved.

Ifølge ham har Danmark til den aktuelle mission i Guineabugten indkøbt små gummibåde, som man kan sætte piraterne i "med en madpakke og et kompas ombord".

- Vi har nemlig oplevet, at man bare må sætte pirater i land, fordi man ikke havde andre muligheder, siger han.

To scenarier – én god, én dårlig

Den mulighed har Forsvaret og Regeringen dog ikke benyttet sig af i denne omgang.

De fire pirater, der overlevede, sidder nu varetægtsfængslet i 13 dage – foreløbigt ombord på Esbern Snare, der har fem celler til formålet.

Men hvad så derefter?

Der er to scenarier, hvis man spørger generalsekretær for Tænketanken Atlantsammenslutningen, Lars Bangert Struwe, som siden 2008 har forsket i pirateri og været rådgiver på den danske piratstrategi.

- Bedste udfald er, at vi får dem retsforfulgt, og de kommer i fængsel, siger Lars Bangert Struwe.

Så har retssamfundet nemlig gjort sit arbejde.

- Værste udfald er, at vi står med fire personer i Danmark, som siger, at de er uskyldige, og vi ikke kan gøre andet end at frigive dem. Og så står de på dansk jord, hvor de måske kan søge asyl, siger Lars Bangert Struwe.

Men hvis først, de står i Danmark, står vi uanset om piraterne bliver dømt eller ej med en udfordring, siger han.

- For hvad gør man så af dem? Hvor kommer de fra? Risikerer man at udvise dem til at blive henrettet eller tortureret? Det gør vi nemlig ikke i Danmark, siger han.

De mange åbne spørgsmål understreger kun den enorme hovedpine, Danmark nu står overfor.

På ubetrådt land

Man kunne også forsøge at få piraterne retsforfulgt i andre lande, men også det ser svært ud.

- Episoden har fundet sted i internationalt farvand i Guineabugten. De er blevet taget til fange af et dansk skib, og så ligger opgaven hos Danmark, medmindre man laver en lokalaftale, der gør, at man kan udlevere dem til Ghana eller andre steder, forklarer Lars Bangert Struwe.

De aftaler synes ikke på nuværende tidspunkt at være plads.

I retten torsdag blev det besluttet, at piraternes sag kan behandles af det danske retssystem, fordi de har skudt mod danske statsborgere, og at piraterne nu juridisk befinder sig i Danmark, fordi de befinder sig på et dansk skib.

Det er første gang nogensinde, at man har gjort sådan noget i Danmark.