Ekspert om smittestigning på plejehjem: - Pilen peger på de ansatte
Incidenstallet for smitten blandt de ansatte på plejehjemmene er firedoblet i de seneste fem uger.
Det er i høj grad de ansatte på plejehjemmene i Danmark der driver smitten på plejehjemmene, som igen er stigende.
Det siger Viggo Andreasen, lektor i matematisk epidemiologi ved Roskilde Universitet.
- I september steg smitten på plejehjemmene. Så faldt den, men nu er den i stigning igen. Og når man skal finde årsagen, peger pilen i høj grad på de ansatte, siger Viggo Andreasen.
Ifølge en opgørelse, som Statens Serum Instiut (SSI) har lavet, er det blandt plejehjemmenes ansatte, at der er en af de laveste tilslutninger til coronavaccinen i social- og sundhedssektoren.
Her fremgår det, at 88 procent af de ansatte har fuldført det primære vaccinationsforløb.
Dykker man ned i vaccinationstilslutningen i de enkelte faggrupper på plejehjemmene, har ansatte uden autorisation den laveste på 87,21 procent, efterfulgt af social- og sundhedsassistenter på 89,26 procent.
Ifølge Viggo Andreasen er incidenstallet for de smittede blandt de ansatte på plejehjemmene firedoblet i de seneste fem uger - fra 90 smittede pr. 100.000 i uge 41 til 428. Den stigning svarer nogenlunde til stigningen i smitten generelt i den danske befolkning i den samme periode.
Tilkaldevikarer ukendt faktor
Derudover peger Viggo Andreasen på en ubekendt faktor i smitten blandt de ansatte på plejehjemmene - nemlig de tilkaldevikarer, som er tilknyttet vikarbureauer og har flere forskellige plejehjem som deres arbejdsplads.
Torben Klitmøller Hollmann, der er fagforeningen FOA's formand for social- og sundhedssektoren, har tidligere udtrykt stor tilfredshed med vaccinetilslutningen hos sine medlemmer.
- Jeg var en smule i alarmberedskab, da vi startede med vaccinationerne, men vi er langt over det, vi forventede, har han sagt til TV 2.
Han forklarede, at udfordringerne med at udbrede vaccinen primært ligger hos ufaglærte og sosu-eleverne. Derfor er det også den gruppe, som fagforeningen og Sundhedsstyrelsen sætter ind over for.
- Vi har lige lavet et samarbejde med Sundhedsstyrelsen, hvor vi har sendt videoer ud til unge på sosu-uddannelserne. For det er de sidste, vi skal have med, sagde han.
Til TV 2 siger Torben Klitmøller Hollmann, at han ikke har kunnet få oplyst hos SSI, om tilkaldevikarerne indgår i opgørelsens tal.
Det har heller ikke for TV 2 været muligt onsdag at få oplyst hos SSI, om tilkaldevikarerne indgår i tallene.
Coronapas i Skanderborg
Kommunernes Landsforening (KL) har tidligere opfordret landets kommuner til at kræve coronapas for medarbejdere på plejehjem og botilbud.
Og netop det har de lyttet til i Skanderborg Kommune, hvor de onsdag har besluttet, at kommunens ansatte skal kunne fremvise et gyldigt coronapas eller et negativt testsvar. Kan de ikke efterkomme det, vil de blive mødt med ansættelsesretslige sanktioner. Det skriver TV 2 Østjylland.
- Hvis vi skal have smitten ned i kommunen, er vi nødt til at gøre noget som det her, sagde Jørgen Naut, socialdemokratisk medlem af byrådet, før onsdagens møde til TV 2.
Allerede torsdag vil ansatte på de 12 plejehjem i Skanderborg Kommune blive mødt med et krav om at være fuldt vaccineret eller testet negativ indenfor de seneste tre døgn.
Kravet fra Skanderborg Kommune kommer, efter regeringen og arbejdsmarkedets parter tirsdag indgik en trepartsaftale, der giver arbejdspladser grønt lys til at kræve coronapas af de ansatte.
I andre lande er der lignende generelle krav til borgerne.
Som det mest vidtgående har Østrig for nylig som det første land i Vesteuropa indført et krav om, at alle landets borgere skal lade sig vaccinere mod coronavirus. Kravet gælder fra 1. februar næste år, og ifølge flere østrigske medier kan borgere i landet fra den dag straffes med bøde eller fængsel, hvis ikke de er vaccineret.
Det usædvanlige initiativ i Østrig kommer på baggrund af en vaccinetilslutning på 66 procent af befolkningen - det er lidt under gennemsnittet for lande i EU, som er på 67 procent.
Tyske delstater følger trop
I flere tyske delstater overvejer man at følge trop.
I en fælles erklæring sidste uge i Frankfurter Allgemeine Zeitung skrev de to delstatsministre Markus Söder fra Bayern og Winfried Kretschmann fra Baden-Württemberg, at de er tilhængere af at indføre vaccinepligt.
- Obligatorisk vaccination er ikke et indgreb i frihedsrettighederne. Tværtimod er det forudsætningen for, at vi får vores frihed tilbage, skrev de to ministre.
Flere delstater i USA - heriblandt New York og Californien - har også indført generelle krav til grupper af borgere om vaccination.
Som den første delstat i USA indførte Californien i oktober et krav om, at alle skoleelever i staten skal vaccineres mod coronavirus.
Delstaten New York indførte i august et krav om vaccination, som betyder, at borgerne i New York skal dokumentere, at de er vaccineret mod coronavirus. Kravet er blevet håndhævet siden 13. september.