Samfund

Dansk fregat dræber fire pirater

De danske soldater reagerede i selvforsvar, lyder det fra Forsvaret.

Besætningen på den danske fregat Esbern Snare har onsdag været i ildkamp med et piratskib i farvandet syd for Nigerias kyst.

Ingen danske soldater kom til skade, men fem pirater blev ramt. Fire af piraterne afgik ved døden. En blev såret.

Det skriver Forsvaret i en pressemeddelelse.

Kort ildkamp

Ildkampen med piraterne fandt sted, efter at Esbern Snares besætning havde reageret på efterretninger om forhøjet risiko for pirateri i området.

Den danske fregat satte i retningen mod piraterne og sendte en Seahawk-helikopter i forvejen, skriver Forsvaret.

Ud på eftermiddagen fandt helikopteres besætning en motorbåd med otte "mistænkelige mænd" ombord.

Motorbåden sejlede rundt i et område med en række handelsskibe og havde remedier, som Forsvaret forbinder med pirateri, med ombord. Eksempelvis stiger.

Hen på aftenen var fregatten Esbern Snare så tæt på motorbåden, at Frømandskorpset blev sendt afsted i deres hurtiggående både for at gå ombord på piratskibet.

Da piraterne ikke reagerede på at blive kaldt til standsning, afgav de danske styrker varselsskud, forklarer Forsvaret.

Piraterne åbnede derefter ild direkte mod de danske soldater. De danske soldater reagerede herefter i selvforsvar og besvarede ilden fra piraterne, lyder forklaringen videre.

Herefter fulgte en kort ildkamp, som altså resulterede i fire dræbte pirater og ingen danske tilskadekomne.

Efter ildkampen sank piratskibet. De otte pirater blevet taget ombord på fregatten Esbern Snare, hvor den ene sårede blev behandlet for sine skader.

En tværministeriel arbejdsgruppe vil håndtere, hvad der nu skal ske med piraterne, skriver Forsvaret.

Er kun lige kommet derned

Det er blot en måned siden, at Esbern Snare stævnede ud fra flådestationen i Frederikshavn for at drage på mission i Guineabugten i det vestlige Afrika.

Formålet med missionen er at afskrække pirater og støtte den civile søfart i området.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) siger om onsdagens ildkampe:

- Når vi har sendt soldater afsted på opgaven, er det, fordi piraterne er både professionelle og bevæbnede. Som det er praksis, vil Forsvaret nu nærmere afklare hændelsen.

- Det er selvsagt ikke ønskeligt, at menneskeliv går tabt. Men jeg glæder mig over, at ingen fra den danske besætning er kommet til skade. De løser en vigtig opgave med at beskytte danske og andre handelsskibe i regionen, lyder det fra forsvarsministeren.

"Verdens farligste farvand"

I 2020 blev der registreret i alt 130 kidnapninger i området, hvilket er det højeste antal, organisationen International Maritime Bureau nogensinde har set i området.

Mere end 95 procent af alle kidnapninger til søs skete sidste år i Guineabugten.

Danske Rederiers direktør Anne H. Steffensen skriver til TV 2, at hun er "dybt taknemmelig over, at det lykkedes at stoppe piraterne i tide".

De danske piratdrab understreger, at Guineabugten er verdens farligste farvand, skriver hun.

- Vi har hele tiden sagt, at Guineabugten er verdens farligste farvand, og episoden i går sætter streg under, at det ikke er for sjov, vi er her.

- Der er i den grad brug for Danmarks indsats, og selvom det kan lyde hårdt at sige, så kommer pirateri med en pris, skriver hun.

I gennemsnit befinder der sig 30-40 danskopererede skibe i Guineabugten på et hvert givent tidspunkt, skriver Danske Rederier til TV 2.

Statsministeren er i området

I disse dage er statsminister Mette Frederiksen (S) og Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen på besøg i området. Blandt andet for at besøge det danske fregatbidrag i Guineabugten.

Ingen af dem var dog ombord på Esbern Snare, oplyser Statsministeriet.

Også TV 2s korrespondent Rasmus Tantholdt er i området i disse dage - nærmere bestemt Ghanas hovedstad, Accra.

Han har tidligere været på danske piratmissioner med fregatten Absalon ud for Somalias kyst.

Han kalder det "usædvanligt", at pirater bliver slået ihjel på missioner.

- Det er også usædvanligt, at piraterne reagerede, som de gjorde, mod en overmagt som Danmark med en stor fregat, siger han.

Han siger, de danske soldater først er ved at danne sig et overblik over piraterne i området, men altså allerede nu har været i ildkamp med pirater.