Samfund

Partier vil hjælpe virksomheder ved coronasmittede børn

I mange brancher som restauration kan man ikke arbejde hjemmefra i isolation. Partier vil hjælpe virksomheder.

Der bør være økonomisk hjælp at hente, når medarbejdere må blive hjemme på grund af, at deres børn har corona.

Det mener brancheorganisationen Horesta, der blandt andet repræsenterer restauranter, og det får opbakning fra de konservative.

- Det mangler bare i den situation, som mange virksomheder står i nu. Man har simpelthen for mange smittede og hjemsendte.

- Man kan jo ikke lade sine børn være alene hjemme, men man kan heller ikke bare lukke sin restaurant, siger erhvervsordfører Mona Juul.

Bliver hjemme for samfundets bedste

Også Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen, erklærer sig klar til at kigge på problemstillingen.

I mange brancher er det muligt at arbejde hjemmefra. Det er det dog sjældent i restaurationsbranchen, påpeger Horesta.

- Men kokke og tjenere bliver bedt om at blive hjemme for samfundets bedste – også selvom de ikke er syge, siger politisk direktør Kristian Nørgaard.

Derfor er det ifølge direktøren rimeligt, at noget af regningen dækkes. Det kunne blandt andet gøres ved at genindføre et særligt tiltag, mener han.

Det har tidligere været muligt for virksomheder at søge refusion hos det offentlige fra de ansattes første sygedag.

Det stoppede dog 1. juli. Virksomhederne skal altså igen betale de første 30 dages sygdom, og det koster ifølge Horesta dyrt.

- Vi støtter forslaget om, at virksomhederne igen skal kompenseres fra dag et, for med de smittetal vi ser, er der virksomheder, som bliver hårdt ramt, siger Torsten Schack Pedersen fra Venstre.

Højeste smitte i år

Coronasmitten er steget den seneste tid, og de sidste par dage har der været omkring 4000 nye tilfælde om dagen, hvilket er det højeste i år.

Der er dog ikke indført restriktioner i samfundet som tidligere under epidemien. Alligevel mener Mona Juul (K), at virksomhederne skal hjælpes.

- Konsekvenserne for sygefravær er det samme, om det er restriktioner eller ej. Og så er vi selvfølgelig nødt til at hjælpe med det, siger hun.