Coronavirus

Opfordring efter pres på testcentre – kun to grupper bør få PCR-test

Lisa Uebel kunne ikke blive PCR-testet i tirsdags, selvom hun havde symptomer, og det kan være problematisk, mener Allan Randrup Thomsen.

Flere og flere vil testes for coronavirus, og det skaber lange ventetider til PCR-test, nu hvor der igen skal bestilles tid i forvejen.

Lørdag er der på coronaproever.dk ingen ledige tider på Frederiksberg før tirsdag aften. I Hedehusene kan man først få en tid til halspodning fredag eftermiddag, mens ventetiden på en PCR-test i Nyborg, Fredericia og Sæby er oppe på fire-fem dage.

Men PCR-testene er slet ikke nødvendige for alle, lyder det i en opfordring fra myndighederne, der skal mindske køerne ved testcentrene.

- Har du symptomer eller er nærkontakt, så skal du altid tage en PCR-test. Men hvis du ikke har symptomer eller er nærkontakt, og for eksempel skal have en test for at få et grønt coronapas, så opfordrer vi til at tage en hurtigtest.

- Og det gælder særligt i den nuværende situation, hvor der er pres på i forhold til at få en PCR-test.

Sådan lyder det fra Lisbet Zilmer-Johns, som er direktør i Styrelsen for Forsyningssikkerhed, til sundhedsministeriets pressemøde fredag.

Jeg synes, at det er et problem, at man ikke kan blive testet samme dag, som man ønsker

Lisa Uebel

Hun forklarer, at man i øjeblikket oplever for lang ventetid nogle steder i landet, men at regionerne ligeledes arbejder på at bringe ventetiderne på PCR-test ned.

- Det er ærgerligt

Ved PCR-testcenteret på Værkstedsvej i Valby er der lørdag aften ingen lange køer foran de hvide telte.

Her er Lisa Uebel, iført en varm jakke og mundbind, på vej ind for at blive PCR-testet, fordi hun i løbet af ugen har været syg.

- Og så skal jeg på højskole i morgen. Jeg er vaccineret, så det er for at være på den sikre side.

Hun fik taget en hurtigtest på sit arbejde i onsdags, da der var for lange ventetider for PCR-test, da hun forsøgte at booke tid tirsdag.

- Jeg synes, at det er et problem, at man ikke kan blive testet samme dag, som man ønsker. Jeg vågnede op med symptomer i tirsdags og ville rigtig gerne testes. Det kunne jeg ikke, fordi der er alt alt for lange ventetider. Det, synes jeg, er ærgerligt, siger Lisa Uebel.

Hvad tænker du om opfordringen fra myndighederne om at vælge hurtigtest frem for PCR-test, hvis ikke man er nærkontakt eller har symptomer?

- Hvis folk lyttede til opfordringen, så ville det nok skabe mere plads til PCR-test og kortere ventetider på bookinger, siger Lisa Uebel og fortsætter:

- Når vi har symptomer, synes jeg i hvert fald, at det både skal være muligt at komme til en hurtigtest og en PCR-test samme dag. Så man hurtigt kan få en afklaring, fordi man hele tiden er ansvarlig for ikke at smitte en masse andre mennesker. Og det er der ikke mulighed for nu.

Risiko for, at folk ikke lader sig teste

De lange ventetider kan være problematiske, mener Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet

- Det er klart, at hvis folk føler, der ikke er kapacitet nok, kan vi risikere, at nogle afstår fra at lade sig teste. Det ville jo være uheldigt, siger han.

- Så det er klart, at man hele tiden skal følge med i, hvad ventetiderne er, og sikre sig, at de er indenfor det acceptable, siger Allan Randrup Thomsen.

Regeringens målsætning udfordret

De lange ventetider strider imod regeringens målsætning om, at 80 procent af alle borgere skal have adgang til en covid-19-test inden for 24 timer.

Af Testcenter Danmarks seneste opgørelse over vente- og svartider fremgår det, at dette tal seks ud af syv dage var lavere end 80 procent.

Over de seneste uger er testkapaciteten sat op fra 100.000 til snart 370.000 daglige test. Samtidig er der også sket en fordobling i antallet af teststeder, hvor der nu som minimum er et PCR- og et hurtigteststed i hver kommune.

- Vi følger hele tiden udviklingen i behovet for test, og vi har stadigvæk mulighed for at øge testudbuddet yderligere. Så når vi er færdig med den her opskalering til 370.000, så vil vi igen se på, om der er behov for at komme højere op, siger Lisbet Zilmer-Johns, direktør i Styrelsen for Forsyningssikkerhed, til pressemødet fredag.