Coronavirus

Sundhedsministeriet indkalder til pressemøde om coronasituationen

Pressemødet kommer efter flere dages stigning i antallet af coronasmittede.

Sundhedsministeriet har i dag indkaldt til pressemøde klokken 12.30 om coronasituationen i Danmark.

Til stede på pressemødet er:

  • Sundhedsminister Magnus Heunicke (S).
  • Direktør i Statens Serum Institut, Henrik Ullum.
  • Vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, Helene Probst.
  • Direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed, Anette Lykke-Petri.
  • Direktør i Styrelsen for Forsyningssikkerhed, Lisbet Zilmer-Johns.
  • Direktør i Lægemiddelstyrelsen, Lars Bo Nielsen.

Fremrykning af tredje stik kan være en løsning

Pressemødet kommer efter flere dages stigning i antallet af coronasmittede i Danmark. I går blev 4013 personer testet positive for coronavirus i Danmark.

For at bremse smitten har myndighederne igen indført krav om coronapas i visse situationer. Det mener Eskild Petersen, som er professor i infektionssygdom på Aarhus Universitet, dog langt fra er nok.

Ifølge ham bør man fremrykke tredje stik med coronavaccinen for at holde smittespredningen nede.

- Vi har relativt solide data, som viser, at vaccinens beskyttende effekt klinger af efter seks til syv måneder. Derfor skal vi begynde at kigge på, om resten af befolkningen skal begynde at få tredje stik, siger han til TV 2.

Også professor Allan Randrup Thomsen siger til Berlingske, at udrulningen af det tredje vaccinationsstik mod coronavirus for personer over 65 år skal gå hurtigere.

Det forslag modtages positivt af Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti.

Hos Det Radikale Venstre anerkender sundhedsordfører Stinus Lindgreen, at det tredje vaccinationsstik mod corona har en "kæmpe effekt".

Men han opfordrer til, at man lader sundhedsmyndighederne vurdere, hvornår personer over 65 år skal have tilbudt det tredje vaccinationsstik.

Østrig indfører restriktioner for ikkevaccinerede

Det er ikke kun i Danmark, at smitten med coronavirus igen breder sig med stor hast.

Flere steder i Europa har man i løbet af den seneste tid genindført en række restriktioner, der skal bremse smitten. Blandt andet i Østrig, hvor lukker samfundet ned igen i mindst 12 dage og mindst 20 dage.

Landet kæmper imod rekordhøje smittetal, hvor omkring 65 procent af befolkningen er vaccineret. Det er en af de laveste vaccinerater i Vesteuropa, skriver Reuters.