GO'

PTSD-ramt betjent fandt hjælp i Frømandskorpset og familien

Flere end ti procent af danske politibetjente har symptomer på PTSD, depression, angst eller stress, viser rapport.

Christian Nielsen stod ofte og græd i badet, mens han rystende holdt fast i brusestangen.

Her fik han igen og igen flashbacks til en episode nogle år forinden, hvor en mand forsøgte at hoppe ud fra altanen fra fjerde sal, da Christian Nielsen fortalte ham, at hans søn havde begået selvmord.

Christian Nielsen nåede lige akkurat at få fat i ham, men den voldsomme oplevelse satte dybe spor i ham.

Det var den berømte dråbe, der fik bægeret til at flyde over

Christian Nielsen, Forfatter og tidl. politibetjent

- Det var den berømte dråbe, der fik bægeret til at flyde over. Rygsækken var fyldt med rigtig mange voldsomme belastninger ovenpå politiarbejdet, forklarer den i dag 46-årige Christian Nielsen i ‘Go’ aften LIVE’.

Har du tanker om selvmord?

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, hjælper det at få sat ord på de svære tanker og følelser.

Du kan kontakte Livsliniens telefonrådgivning på 70 201 201 alle årets dage i tidsrummet 11.00-05.00. Du er anonym og må gerne ringe flere gange.

Det er også muligt at skrive eller chatte med Livsliniens rådgivere.

Du kan også kontakte Psykiatrifonden, der tilbyder personlig rådgivning og samtale til mennesker med psykiske sygdomme og udfordringer. Telefonnummeret er 39 25 25 25.

Hvis du er barn eller ung, kan Børnetelefonen også kontaktes på telefon 116111.

Christian Nielsen gik rundt med symptomer på PTSD, posttraumatisk stresssyndrom i tre år, inden han gik ned med flaget og fik sygdommen diagnosticeret.

Med hjælp fra både familie og Frømandskorpset har han det i dag bedre, og han håber, at hans vej ud af sygdommen kan hjælpe andre med PTSD.

Kunne ikke mærke sin datter

Christian Nielsen er ikke den eneste, der ramt af lidelsen.

Mange ansatte i politiet udvikler psykiske belastningsreaktioner som PTSD, depression og angst på grund af voldsomme hændelser på deres arbejde.

En rapport fra VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, viser, at flere end ti procent af danske politibetjente viste symptomer på PTSD, depression, angst eller stress i 2019.

Da nummer to kom, var jeg godt klar over, at der var noget alvorligt galt

Christian Nielsen, Forfatter og tidl. politibetjent

En af de værste perioder fra Christian Nielsens sygdomsforløb var, da han blev far til sin anden datter.

- ​​Jeg kunne huske og fornemme følelserne fra det første barn, som var så fantastiske. Da nummer to kom, var jeg godt klar over, at der var noget alvorligt galt, fordi jeg havde slet ikke samme følelser, fortæller Christian Nielsen.

Til trods for sin sygemelding insisterede han på at følge sin ældste datter til og fra skole hver dag, mens han i mellemtiden lå hjemme på sofaen og rystede.

- Det var meget vigtigt for mig at opretholde et normalbillede, så hun ikke skulle mærke, at hendes far var syg. Jeg skulle følge hende i skole. Det kunne jeg stadig, forklarer den tidligere politibetjent.

Frømandskorpset hjalp ham tilbage

For Christian Nielsen har det været afgørende at arbejde sig frem mod et mål.

Og især et godt råd, har han på hjerte.

- Man skal tænke langsigtet, men arbejde med meget små skridt. Det er man nødt til, og så skal man altid arbejde fremad, lyder det fra Christian Nielsen.

En af de ting, der gjorde en forskel for ham, var, da han blev ansat i Frømandskorpset.

Her blev han ansvarlig for deres dykkerudstyr i 2016.

Ifølge Jens Bach, der er chef for Frømandskorpset, havde Christian Nielsen viljen til at gøre en forskel, og derfor turde han godt at tage ham ind på trods af Christian Nielsens PTSD-diagnose.

Og Jens Bach beskriver det som en “sur-sød fornemmelse” at lade Christian Nielsen komme videre.

- Vi er jo alle sammen blevet glade for Christian, men vi er til gengæld også rigtig stolte af det, han har opnået, fortæller Jens Bach.

Og følelsen er gengældt fra Christian Nielsens side.

- Jeg fik en arbejdsidentitet og fik lov til at være med til at gøre en forskel for samfundet. Det løftede mig helt vildt meget, forklarer han.

Christian Nielsen opfatter i dag sin PTSD som fortid og med sin nye selvhjælpsbog ‘Det fragmenterede sind’, håber han, at han kan hjælpe andre ved at fortælle sin egen historie.

Se hele interviewet med Christian Nielsen i ‘Go’ aften LIVE’ på TV 2 PLAY.