Coronavirus

Myndigheder ser på "hele pakken" af restriktioner - eksperter frygter ikke flere

Allan Randrup Thomsen og Hans Jørgen Kolmos mener begge, at vi endnu ikke har set den fulde effekt af coronapasset.

Coronasmitten er igen taget på himmelflugt, og med mere end 4000 nye tilfælde det seneste døgn vil coronavirussen ikke slippe sit tag herhjemme.

Smitten er nu så omfattende, at sundhedsmyndighederne fredag holdt pressemøde om situationen omkring covid-19.

Det kan godt gå hen og blive en lang, sur vinter

Hans Jørgen Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet

Det afgørende spørgsmål er nu, om der er nye restriktioner på vej til danskerne?

Direktør for Statens Serum Institut (SSI), Henrik Ullum, kan ikke afvise, at dette bliver tilfældet.

- Helt overordnet kigger vi på hele pakken af muligheder for at bringe smitten under kontrol - og især hvad vi kan gøre for at bringe presset på vores sundhedsvæsen under kontrol, siger han.

Tre konkrete tiltag mod smitten

På pressemødet præsenterede sundhedsminister Magnus Heunicke (S) flere konkrete muligheder for at få bugt med smitten.

De omfatter følgende tiltag, som skal behandles i epidemikommissionen:

  • Brug af coronapasset flere steder - blandt andet på statslige arbejdspladser
  • PCR- og lyntest skal gælde som et gyldigt coronapas i kortere tid
  • Screeningstest af elever allerede fra 1. klasse

TV 2 har spurgt to eksperter, om der er behov for yderligere restriktioner, nu hvor vi går den mørke tid i møde, og danskerne i stigende grad rykker indendørs.

Kan vi knække kurven herhjemme - uden nye restriktioner?

- Ja, det mener jeg, vi kan med rimelig sandsynlighed, siger Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi.

Professoren hæfter sig ved, at vi herhjemme endnu ikke har set den fulde effekt af coronapasset i restaurations- og nattelivet, hvor der er meget smitte.

Allan Randrup Thomsen er glad for alle de tiltag, som myndighederne ønsker at gennemføre for at få bugt med smitten.

Men især ét punkt gav ham et ekstra stor smil på læben.

- Jeg er rigtig glad for, at man nu kigger på varigheden af coronapasset, siger virologen.

Han har hele tiden strittet imod, at det skulle gælde henholdsvis 72 timer for en lyntest (antigentest) og 96 timer for en PCR-test.

- Sundhedsfagligt er det rigtige at sætte varigheden ned med 24 timer for begge testtyper, siger Allan Randrup Thomsen.

Myndighedernes ønskede tiltag var ifølge virologen forventelige, men de kan være med til at dæmpe den ærgerlige udvikling i de daglige smittetal.

- Det er også godt at teste børne under 12 år i skolen, for her kan vaccinerne ikke lægge låg på smitten, forklarer Allan Randrup Thomsen.

For tidligt at se en effekt

Hans Jørgen Kolmos er professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet.

Han mener også, at det er muligt at knække coronaens stejle smittekurve herhjemme - uden nye restriktioner.

Ifølge professoren er det nemlig alt for tidligt at sige noget om coronapassets effekt efter blot én uge.

- Der skal gå mindst to uger endnu, før vi kan se en virkning, siger Hans Jørgen Kolmos.

Coronapasset fik nyt liv i Danmark fredag 12. september, hvor appen igen skulle fremvises på blandt andet indendørs restauranter og caféer, i nattelivet og ved kultur- og forlystelsessteder.

Færre julefrokoster i vente

Hans Jørgen Kolmos mener, at danskerne kan undgå yderligere restriktioner i hverdagen, men vi skal hver især tænke os rigtig godt om.

Det handler overordnet set om, at flere skal lægge skulder til et vaccinestik, at danskerne overholder de gode råd om håndhygiejne, får luftet godt ud derhjemme, når vi er samlet og holder afstand til hinanden.

Samtidig forudser professoren, at danskerne den kommende måned kan se frem til færre af de traditionelle julefrokoster, som han betegner som "unødvendige".

- Det kan godt gå hen og blive en lang, sur vinter. Men det kan blive mindre slemt, hvis vi bliver testet hyppigere, opretholder en god hygiejne og får flere vaccineret, siger Hans Jørgen Kolmos.

Smitte skal bremses

Det ligger ikke umiddelbart i kortene, at det danske samfund skal igennem endnu en decideret nedlukning.

For ifølge Henrik Ullum er den overordnede strategi at holde samfundet åbent.

Det skal ikke ske som sidste år ved at forsøge at lukke epidemien helt ned, for det vil ikke være praktisk muligt, lyder det fra SSI's direktør.

- Vi ønsker at bremse den accelererede stigning i smitten, vi ser på nuværende tidspunkt. Det skal vi gøre proportionalt, så vi kan bevare så meget som muligt af friheden og glæden ved et åbent samfund.

Screening af elever i 1. klasse

Brug af mundbind på udvalgte steder i det offentligt rum har været en restriktion, som mange danskere ikke har brudt sig om.

Regeringen arbejder på nuværende tidspunkt ikke for at genindføre beskyttelsen, men sundhedsministeren kunne dog på pressemødet fredag heller ikke afvise, at et krav om mundbind bliver genindført.

- Vi er klar til at gøre ting nu, hvis det alligevel skal gøres om 14 dage for at bremse smitten. For kommer vi for sent, så skal der endnu mere drastiske midler til, siger Magnus Heunicke.