Coronavirus

For anden dag i træk er der over 4000 coronatilfælde

Coronasmitten drives af børnene, og det skal der gøres noget ved, siger sundhedsminister Magnus Heunicke.

Der er 4070 nye tilfælde af corona det seneste døgn.

Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde fredag.

De seneste smittetilfælde er fundet blandt 180.466 PCR-test. Det giver en positivprocent på 2,26, hvilket er en smule lavere end torsdag.

Antallet af smittede er det højeste antal siden december, og 57 personer mere end onsdag.

Hvis vi ikke reagerer, så vil både smitte og indlæggelsespres stige

Henrik Ullum, direktør i Statens Serum Institut

På pressemødet opfordrer sundhedsministeren til, at folk tager imod et tredje vaccinestik:

- Tredje stik virker. Det beskytter mod sygdommen og mod at blive indlagt, så tag imod den invitation, når den kommer. Vi har allerede vaccineret en halv million med tre stik, siger Magnus Heunicke.

Vil udvide testtilbuddet på skoler

Ifølge Magnus Heunicke er det børnene, der driver smitten lige nu. Derfor skal der gøres noget for at bremse smitten i netop den gruppe.

- Lige nu arbejdes der på at udvide testtilbuddet på skolerne, så børn ned til 1. klasse også kan testes. Det kræver selvfølgelig forældrenes samtykke, lyder det fra sundhedsministeren.

Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) er i gang med at vurdere, om vaccinen kan bruges til børn i alderen 5 til 11 år. Afgørelsen vil tidligst komme i næste uge.

- Og hvis den kommer, er vi klar til at rulle vaccineprogrammet ud, siger Magnus Heunicke.

Stigende smittetal bekymrer

Antallet af smittede med covid-19 er steget markant i løbet af de seneste par uger.

- Vi har mest smitte i Region Hovedstaden, men vi ser bekymrende smittestigning i hele landet, fortæller direktør i Statens Serum Institut, Henrik Ullum, på pressemødet.

Han peger på, at efteråret og den kommende vinter vil give bedre vilkår til, at coronavirussen kan sprede sig.

- Hvis vi ikke reagerer, så vil både smitte og indlæggelsespres stige, siger han.

Også antallet af indlagte på danske hospitaler er steget.

For en måned siden var 121 mennesker indlagt med covid-19. I dag er antallet nået op på 362 mennesker.