Kommunalvalg

Hun var borgmester i 2 timer og 17 minutter, men så dukkede en ny alliance op

En kreds af partier ville gøre alt for at fravriste Socialdemokraterne magten, men sådan skulle det ikke gå.

2 timer og 17 minutter. Så længe var Vivi Nør Jacobsen fra SF Albertslunds kommende borgmester onsdag aften.

Nu, knap et døgn efter, er SF i stedet det eneste parti, der står uden for en aftale, der sikrer Socialdemokratiet borgmesterkæden i fire år mere.

- Der ligger en aftale med en bred kreds af partier, som peger på mig, siger nuværende og nu også kommende borgmester Steen Christiansen til TV 2. Han har indgået en aftale med Det Konservative Folkeparti, Venstre, Dansk Folkeparti og Enhedslisten.

En aftale, der er kommet i stand efter et meget uskønt forløb.

- Jeg kommer for at fortælle, at jeg har røvrendt jer

Det hele startede allerede inden valget. Her indgik SF, de konservative, Venstre, Dansk Folkeparti og Enhedslisten en alliance.

De ville gøre en ende på Socialdemokratiets 11 år ved magten i byen.

Hvem fra de fire partier i allancen, der i stedet skulle overtage borgmesterkæden, ville partierne afgøre, når mandatfordelingen var kendt.

Det fortæller Lars Gravgaard Hansen (K) til TV 2.

Så 23.45 kunne vi skrive en aftale under, forklarer Lars Gravgaard Hansen

Lars Gravgaard Hansen

På et møde onsdag klokken 17.30 blev partierne så enige om at pege på SF’s Vivi Nør Jacobsen, og alle kandidater blev indkaldt til en orientering.

- Da vi sidder der alle sammen, siger Vivi, der sidder for enden af bordet: ”Det er svært det her, men jeg kommer for at fortælle, at jeg har røvrendt jer,” siger Lars Gravgaard Hansen.

Vivi Nør Jacobsen havde nemlig også indgået en aftale med Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre om at blive borgmester med deres støtte.

De tre aftaler

1. aftale 
Klokken 17.30 onsdag bliver SF, de konservative, Venstre, Dansk Folkeparti og Enhedslisten enige om at gøre SF'eren Vivi Nør Jacobsen til borgmester. 

2. aftale
Kort efter meddeler Vivi Nør Jacobsen, at hun har snydt V, K, DF og Ø. Hun underskriver en aftale med Socialdemokratiet og Radikale Venstre, og Vivi Nør Jacobsen offentliggøres som ny borgmester i Albertslund. 

3. aftale
V, K, DF og Ø går uden om Vivi Nør Jacobsen og tilbyder borgmesterposten og deres støtte til Socialdemokraten Steen Christiansen. Han takker ja, og klokken 23.45 offentliggøres Steen Chrisiansen som ny borgmester i Albertslund. 

 

De fire bag SF gik til S og tilbød støtte

Men udmeldingen fra Vivi Nør Jacobsen var ikke den eneste onsdag aften.

Jeg er dybt uforstående over, at man så springer fra en endelig skriftlig konstitueringsaftale

Vivi Nør Jacobsen

Godt to timer senere kom en ny melding. Denne gang fra de konservative, Venstre, Dansk Folkeparti og Enhedslisten, der i en fælles pressemeddelelse kaldte SF’s opførsel for uacceptabel.

Samtidig blev det oplyst, at de nu havde indgået en aftale med Socialdemokratiet, der gjorde den siddende Steen Christiansen til borgmester igen.

- Vi talte sammen, arbejdede konstruktivt og lavede en bred konstituering. Så 23.45 kunne vi skrive en aftale under, forklarer Lars Gravgaard Hansen.

Til TV 2 LORRY forklarer Vivi Nør Jacobsen selv, at hun ikke havde en endelig konstitueringsaftale med K, V, DF og EL. Iføge hende var det en aftale om at afsøge mulighederne sammen.

- Efterfølgende kom muligheden for en aftale med S og R. En mulighed for at videreføre vores årelange samarbejde – dog med mig i spidsen som garant for en ny kurs. Jeg er dybt uforstående over, at man så springer fra en endelig skriftlig konstitueringsaftale – sågar efter aftalen er offentliggjort, siger hun

Borgmester: SF ville have borgmesterposten

Fra Steen Christiansen havde det lydt, at Socialdemokratiet ville støtte Vivi Nør Jacobsen og SF som ny borgmester.

Borgmesteren forklarer nu, at Socialdemokratiet i forhandlingerne med SF havde stået på, at han skulle være borgmester. Men at SF ”sidst i forhandlingerne erklærer, at Vivi skal være borgmester.”

- Efter vi så har accepteret det, får jeg på vej hjem en telefonopringning fra den kreds af partier, som nu står bag mig. De fortæller, at de er klar til at pege på mig under den forudsætning, at vi kan blive enige om det, siger Steen Christiansen.

Men nu blev det altså, som det blev

Steen Christiansen

Han understreger overfor TV 2, at han ikke har været en del af det forhandlingsforløb, der er foregået mellem SF, de konservative, Dansk Folkeparti, Venstre og Enhedslisten.

Det har givet ridser i lakken

Socialdemokratiet gik ved kommunalvalget fra ni til syv mandater, mens SF gik fra to til fire mandater.

Så hvordan kan det være, at Steen Christiansen var villig til at pege på SF fremfor ham selv?

Det kan også lyde mærkeligt set udefra, tilstår borgmesteren

Vi har ikke haft nogen aktie i, hvem der skulle være borgmester

Hediye Temiz, Det Radikale Venstre

- Det hænger måske heller ikke helt sammen i al almindelighed. Men det korte af det lange er: Når et parti får en henvendelse fra en bred kreds af partier, som er klar til at bakke op, så er det en dialog, man skal gå ind i og finde en redelig aftale. Og det var det, vi lykkedes med i går aftes.

Steen Christiansen kunne have ønsket sig forløbet anderledes, og det har givet ridser i lakken, erkender han:

- Men nu blev det altså, som det blev.

R: Vi havde ingen aktie i, hvem der skulle være borgmester

Det Radikale Venstres spidskandidat, Hediye Temiz, oplyser onsdag eftermiddag til TV 2, at partiet ikke vil kommentere på forløbet.

- Vi har ikke haft nogen aktie i, hvem der skulle være borgmester – for os har det vigtigste været at omsætte vores to mandater til indflydelse og ikke bringe en bestemt borgmester til magten.

Vivi Nør Jacobsen oplyste tirsdag aften, at hun var blevet borgmester efter en konstitueringsaftale med Socialdemokratiet og de radikale. Var I med i den aftale, som fik hende til at løbe fra aftalen med de andre fire partier?

- Vi sad og forhandlede i går aftes med Socialdemokratiet og SF. Der lå så en aftale, som vi også underskrev. Lad mig sige det på den her måde: Radikale har to mandater, så S og SF kan tælle til 11 uden os, siger Hediye Temiz til TV 2 med henvisning til, at Albertslund har 21 medlemmer af byrådet.

Men nu mener du, at de radikale får mest indflydelse med en socialdemokratisk borgmester, de konservative, DF, Venstre og Enhedslisten?

- Det giver mest mulig radikal indflydelse, siger hun.

Det har trods adskillige henvendelser ikke været muligt for TV 2 at få en kommentar fra Vivi Nør Jacobsen.

Hun var i øvrigt med 1293 personlige stemmer kommunens mest populære kandidat, mens Steen Christiansen fik 820 personlige stemmer.