Kommunalvalg

Sophie Hæstorp Andersen er ny overborgmester i København

På trods af en vælgerlussing får Socialdemokratiet overborgmesterposten i København.

Socialdemokratiets spidskandidat i København, Sophie Hæstorp Andersen, er ny overborgmester i København trods tilbagegang for partiet.

- Jeg glæder mig til at trække i arbejdstøjet med alle mine dygtige kolleger, siger Sophie Hæstorp Andersen tidlig onsdag morgen, efter at partierne i Københavns Borgerrepræsentation har forhandlet hele natten.

Enhedslisten er blevet største parti i København, og partiets spidskandidat Line Barfoed bliver ny miljø- og teknikborgmester. Derudover har Konservative fået børne- og ungeborgmesterposten.

Konstitueringen er sket i samarbejde med alle partier, undtagen Nye Borgerlige, fortæller Sophie Hæstorp Andersen til pressen. Hun understreger, at det bliver et "samarbejde" mellem partierne.

- Det betyder, at vi har en bred konstituering på plads, og alle partier tager ansvar for, at vi skal udvikle København i fællesskab. Det har været en lang nat, men jeg er rigtig glad for resultatet. Jeg glæder mig til at være med til at arbejde for, at København bliver mere lige, fælles og grøn, siger hun.

Tilbagegang til S

Selvom Socialdemokratiet vinder overborgmesterposten i København, har partiet ikke ligefrem haft et godt valg.

Socialdemokratiet må opgive titlen som det største kommunale parti i København for første gang i over 100 år, og må notere en tilbagegang på 10 procentpoint.

Anderledes ser situationen ud for Enhedslisten, der går 6 procentpoint frem. Udover socialborgmesterposten får partiet også teknik- og miljøborgmesterposten.

Line Barfoed lægger ikke skjul på, at partiet havde håbet på overborgmesterposten. Men to borgmesterposter er "en rigtig god måde" at få indflydelse på, lyder det fra en anelse skuffet Line Barfoed.

- Det er ingen hemmelighed, at vi gerne ville have haft overborgmesterposten, men som vi hele tiden har sagt, er det ikke nok at blive det største parti, siger hun.

Den nuværende overborgmester, Lars Weiss (S), har kun haft posten i et års tid, efter at partifællen Frank Jensen trådte tilbage i oktober 2020. Det gjorde han efter en række anklager om krænkelser af kvinder.

Enhedslisten får aldrig posten

Gang på gang har det set svært ud for Enhedslisten at vinde overborgmesterposten.

Ifølge professor og valgforsker Ulrik Kjær og TV 2s politiske analytiker Jesper Vestergren skyldes det, at de borgerlige partier hellere vil støtte en socialdemokratisk borgmester end en fra Enhedslisten. Og så længe det er sådan, får København aldrig en overborgmester fra Enhedslisten, lyder vurderingen.

- Vi kommer nok aldrig til at se en Enhedslisten-overborgmester, fordi man havde virkelig muligheden her, men det skete ikke, siger Ulrik Kjær.

Selvom overborgmesteren bliver en socialdemokrat, får Enhedslisten stadig stor indflydelse, fortæller Jesper Vestegren.

- De bliver mere magtfulde. De er det største parti, og det medfølger magt.

Borgmesterposter i flere kommuner

Blandt andre partier i København, der kan være glade, er de konservative, hvor partiets spidskandidat, Jakob Næsager, bliver ny børne- og ungdomsborgmester.

Også de radikale og SF får en borgmesterpost, mens Alternativet og Socialdemokratiet mister en borgmesterpost.

Venstres Cecilia Lonning-Skovgaard (V) fortsætter som beskæftigelsesborgmester.

København er ikke det eneste sted, hvor socialdemokratiet kan være tilfredse på trods af et dårligt valg.

På Frederiksberg stod det onsdag morgen klart, at socialdemokraten Michael Vindfeldt vinder borgmesterposten efter 112-års konservativt styre. Samtidig er den socialdemokratiske borgmester Jacob Bundsgaard blevet genvalgt i Aarhus.