Kommunalvalg

Socialdemokratiet får borgmesterposten på Frederiksberg

Det Konservative Folkeparti taber borgmesterposten efter 112 år på posten på Frederiksberg.

Det står nu klart, at socialdemokraten Michael Vindfeldt er ny borgmester på Frederiksberg.

112 års konservativt styre er dermed slut.

- Frederiksberg har fået et nyt makkerpar i form af mig som borgmester og Lone Loklindt fra Radikale Venstre som førsteviceborgmester, siger han til pressen.

Vindfeldt har konstitueret sig med de radikale, SF og Enhedslisten.

Nye tider på Frederiksberg

På trods af, at de konservative var gået frem og fik flere end 40 procent af stemmerne, så havde den rød-grønne koalition fået flertal i kommunen. Og nu står det altså klart, at Michael Vindfeldt bliver manden, der skubber den konservative borgmester, Simon Aggesen (K), af pinden.

- Vi har læst valgresultatet på den måde, at der er mange frederiksbergborgere, der har stemt på andre partier end vores partier, og det er vi meget ydmyge omkring, siger Michael Vinfeldt.

Han understreger, at de "rækker hånden frem til et bredt samarbejde", og ifølge Michael Vindfeldt kommer Frederiksberg til at arbejde "meget mere" med borgerinddragelse og gennemsigtighed.

- Man kommer til at se, at viceborgmesterrollen bliver udfyldt på en hel anden måde, end der har været tradition for på Frederiksberg, lyder det fra den nye borgmester.

Han overtager borgmesterposten til trods for, at socialdemokratiet kun er blevet det tredjestørste parti i kommunen. Derudover går Enhedslisten markant frem med Pelle Dragsted i spidsen, og kommunen er derfor malet mere rød end nogensinde før.

Svært at holde på magten

Det har ligget i kortene, at nuværende borgmester Simon Aggesen ville miste sin borgmesterkæde, efter at det sent i aftes blev klart, at flertallet var skiftet i den tidligere konservative højborg.

Da Simon Aggesen kom ud fra sit borgmesterkontor sent på valgnatten, erkendte han, at det så svært ud at beholde magten:

- Vi har måske lige tabt en halvleg – den er 112 år lang. Til gengæld er der ikke lang tid til den næste halvleg begynder. Det er om fire år.

Simon Aggesen var borgmester i mere end to år og overtog posten fra konservative Jørgen Glenthøj i 2019.

Valgkampen på Frederiksberg har været præget af Simon Aggesens omdiskuterede boligsag. Ekstra Bladet kunne afdække, at Aggesen havde tjent 11 millioner kroner på en bolighandel på få år, selvom han tidligere selv havde tordnet mod boligspekulanter.

Simon Aggesen er dog blevet frikendt af ombudsmanden og Erhvervsstyrelsen for urent trav i forbindelse med boligkøbet.

Boligsagen har dog alligevel været et stort tema i valgkampen i forbindelse med, at Aggesen har undgået pressen.

At de konservative mister magten på den konservative højborg Frederiksberg er et stort tab for partiet. Det fortæller TV 2s politiske analytiker, Jesper Vestergren.

- Det er kronjuvelen i den konservative borgmesterkæde. Så selvom de konservative er rykket frem og har vundet flere borgmesterposter, så er det et ordentligt dryp malurt i bægeret, at de mister Frederiksberg, siger han.