Kommunalvalg

Enhedslisten størst i København

Socialdemokratiet må se sig slået i København for første gang i 100 år. Enhedslisten bliver størst.

Socialdemokratiet må opgive titlen som det største kommunale parti i København for første gang i over 100 år efter en tilbagegang på ti procentpoint.

Partiet overhales af Enhedslisten, der går seks procentpoint frem.

Dermed følger København samme tendens som i de andre store byer såsom Odense, Aarhus og Aalborg. Her har Socialdemokratiet også fået en tilbagegang i samme størrelsesorden.

I alle de tre andre storbyer har Socialdemokratiet dog holdt fast i titlen som største parti.

Det er ikke tilfældet i København.

Her kan du se valgresultatet i din kommune.

Konservative fordoblet

I København har Alternativet trods en stor tilbagegang fastholdt to af sine pladser i borgerrepræsentationen.

Det er ikke kun Enhedslisten, der oplever fremgang. De Konservative har mere end fordoblet sit antal pladser i borgerrepræsentationen fra tre til otte.

Da intet parti har absolut flertal, afhænger overborgmesterposten stadig af, hvem der skal samle et flertal bag sig.

Her betyder resultatet hypotetisk set blandt andet, at Enhedslisten, SF, Alternativet og De Radikale til sammen kan samle 30 af 55 pladser i borgerrepræsentationen, hvilket vil være nok til at tage overborgmesterposten.

Udover overborgmesterposten har København også seks fagborgmester-poster, der skal fordeles.

Forhandlinger om fagborgmesterposterne

Efter 2017-valget, hvor Socialdemokratiet blev størst, endte både overborgmesterposten og en af fagborgmesterposterne hos Socialdemokratiet.

Herudover fik de fem næststørste partier en fagborgmester-post.

Hvordan fagborgmester-posterne skal fordeles denne gang, vil også blive en del af de forhandlinger om en konstituering, der nu skal påbegynde.

Her vil De Konservative presse sig på. Partiet har ikke i denne periode haft en fagborgmester, men er nu tredjestørst i Københavns Borgerpræsentation.

Modsat er Alternativet ikke længere et af de seks største partier i Købehavns Kommune. De taber fire af deres seks pladser.

Nye Borgerlige gør debut i borgerrepræsentationen og kommer ind med en plads. Liberal Alliance må vinke farvel til den ene af deres to pladser i dag.

Det kunne være partiets finansordfører i Folketinget, Ole Birk Olesen, der tager den plads. Han er partiets spidskandidat i København.