- Situationen har aldrig været så slem, som den er nu, siger jordemoder
På Hvidovre Hospitals fødeafdeling er jordemødre travle og desperate.
Jordemoder Camilla Grove viser en sms på sin telefon.
Den er fra dagens vagtplanlægger, og den er langtfra unik, fortæller hun.
- Undskyld, undskyld, undskyld, vi igen forstyrrer jer. Men vi har brug for hjælp i weekenden, står der.
Derefter bliver en række vagter, der ikke er besat, remset op.
51-årige Camilla Grove arbejder på Hvidovre Hospital og er ligesom sine kollegaer i resten af landet yderst eftertragtet for tiden.
For fødeafdelingerne er på overarbejde. Hænderne er for få, arbejdstiderne umenneskelige og lønnen til grin. Sådan lyder det fra både nyuddannede og erfarne jordemødre, og ifølge TV 2's kandidattest tyder det på, at politikerne mener, at der skal gøres noget.
I hvert fald svarer knap 60 procent af kandidaterne til regionalvalget, at de er enige eller meget enige i, at regionens fødeafdelinger – på bekostning af andre sundhedsområder – skal tilføjes flere midler. Det er dermed blandt de områder, de regionale kandidater er mest enige om at tilføre flere penge.
- Situationen har aldrig været så slem, som den er nu. Aldrig, siger Camilla Grove, der har været jordemoder i 17 år, til TV 2.
Røven i vandskorpen
Hun er på arbejde på fødegangen fredag morgen.
Om natten var seks jordemødre på arbejde, mens der ifølge normeringerne mindst burde have været 11. Sådan er det ofte, fortæller Camilla Grove.
Morgenen har allerede budt på en oplevelse, der ærgrer den garvede jordemor.
Da hun mødte ind 7.30, skulle hun direkte ind til en kvinde, der lige havde født. Camilla Grove tog imod moderkagen, vejede og målte barnet. Men ammevejledning og anden hjælp til livet som mor måtte droppes.
For en førstegangsfødende længere nede ad fødegangen havde akut brug for hjælp, og Camilla Grove måtte skynde sig videre.
Kvinden ligger derfor op ad formiddagen på fjerde time og venter. På ubestemt tid.
- Vi hænger virkelig med røven i vandskorpen, siger Camilla Grove.
Mere end selve fødslen
For Camilla Grove er det vigtigt at have tid til at tale med kvinderne og partnerne inden fødslen om, hvad de har brug for.
Er der religiøse overbevisninger, der skal tages hensyn til? Særlig fødselsforberedelse, hun skal kende til?
Vil kvinden helst undgå medicinsk behandling, og foretrækker parret meget eller lidt information?
- Jeg har for kort tid til at sætte mig ind i parrets behov og ønsker. Og så har jeg så godt som ikkeeksisterende mulighed for at tage mig af parret efter fødslen, siger hun.
Men er det kritisk, at en jordemoder ikke har tid til de ting?
- Ja. Mange kvinder bærer rundt på en smerte fra fødslen. Enten i form af uindfriede forventninger eller ting, de har oplevet som traumatiske. Vores kerneopgave er at tage os af gravide og fødende kvinder. Det er ikke kun at stå i den halve time, hvor barnet bliver født.
Nægter ansættelse
De seneste måneder har der været stort fokus på både de fødendes og jordemødrenes vilkår rundt omkring på landets fødeafdelinger. Særligt i Region Hovedstaden.
Her stiger manglen på ansatte, og på nuværende tidspunkt mangler der bemanding af 81 fuldtidsstillinger ud af 560, oplyser Jordemoderforeningen til TV 2. Det betyder, at hver syvende stilling er ubesat.
1071 jordemødre og jordemoderstuderende har skrevet under på ikke at ville arbejde i det offentlige sundhedsvæsen, før lønnen bliver højere. Det svarer til mere end hver fjerde af den samlede jordemoderstand.
I løbet af 2021 har politikerne i Region Hovedstaden ad flere omgange afsat millioner til at forbedre fødselsområdet. Blandt andet til bedre fødselsforberedelse og bedre normeringer. Men problemet er simpelthen, at der ikke er nogen at ansætte.
- En midlertidig pose penge til normeringer er ikke nok. Vi er nødt til at få en højere løn. Det er os, der får hænder sølet til i blod, lort og fostervand og kæmper natten lang, siger Camilla Grove.
- Det er en ond cirkel. For jo flere, der smutter, jo værre får de få det, der er tilbage. Men vi kan ikke blive ved med at yde en overmenneskelig indsats.
Mange tusind mere i løn
I denne uge har Femina beskrevet et nyt lønudspil fra foreningen Jordemødre for Ligeløn, som mener, at man som nyuddannet jordemoder bør have en grundløn på 35-38.000 kroner.
Lige nu er den gennemsnitlige grundløn for en ansat i regionerne på 28.093 kroner ifølge Jordemoderforeningen.
Et forslag, som Camilla Grove synes, er helt rimeligt.
Kan du forstå, hvis nogen synes, det er et stort og urealistisk mål?
- Det er jo så stort, fordi vi i årevis er blevet underbetalt, siger hun.
En kollega henvender sig og fortæller, at en kvinde på gangen er i smerte. Camilla Grove svarer, at hun kan få en epiduralblokade. Det er en lokal rygbedøvelse, der kan lindre stærke smerter fra veer. Kollegaen er vicechef og derfor ikke normalt jordemoder på gulvet.
- Sådan er det jo, når lokummet brænder, siger Camilla Grove.
Massedrift i Excel
En ny opgørelse fra Jordemoderforeningen viser, at der landet over i gennemsnit hver tredje dag er for få jordemødre på arbejde til at dække antallet af fødsler.
Det billede genkender Camilla Groves kollegaer på fødegangen særdeles godt. Eksempelvis Maria Hassing, der går frem og tilbage blandt de fødende, da en skemalægger fanger hende for at spørge, om hun kan hjælpe i weekenden.
Maria Hassing fortæller til TV 2, at hun de seneste uger er blevet kontaktet så godt som hver dag af vagtplanen. Enten for at forlænge vagter eller for at møde ind på en fridag.
Hun understreger, at hverken ledere eller vagtplanlæggere kan forbedre situationen. Det er hele systemet, der er problemet, mener hun, og derfor er det politikernes ansvar.
Ifølge Maria Hassing er store fødeafdelinger som Hvidovres en stor årsag til problemerne med arbejdsglæden og fastholdelsen af jordemødre. Årligt fødes omkring 7000 babyer her på gangen, og hun mener, at en løsning ville være mindre enheder med mere tid til de fødende både før og efter fødslen.
- Massedrift er godt i et excel-ark. Men det slider på jordemødrene, når vi skal videre med det samme, kvinden har født. Der er for meget akutarbejde.
Lyspunkter
Selvom Maria Hassing er godt og grundigt træt af arbejdsforholdene, er der også lyspunkter i den hektiske hospitalshverdag. Eksempelvis hjalp hun fredag morgen en kvinde, der var plaget af en problematisk fødsel for tre år siden.
- Det sad stadig rigtig meget i hende, men jeg havde faktisk tid til at kigge hende i øjnene og give hende en god fødselsoplevelse uden at blive kaldt videre til et nyt sted, sagde hun.
Du ser ud til at blive rørt nu?
- Ja. Heldigvis er der også gode oplevelser.
Også Camilla Grove får blanke øjne i snakken om livet som jordemoder. Det sker, da hun forestiller sig fremtidige børnebørn komme til verden under de nuværende fødselsforhold.
- Hvis min datter eller svigerdatter skal føde, kommer jeg til at sidde naglet til sengekanten og sikre mig, hun får, hvad hun skal bruge. Ikke fordi jeg ikke har tillid til landets jordemødre. Men fordi faget er så presset, siger hun.