Coronavirus

Virksomheder skal kunne kræve gyldigt coronapas af medarbejdere

Det er op til den enkelte arbejdsgiver, om de ansatte skal pålægges at vise et gyldigt coronapas. Regeringen ønsker lovforslaget hastebehandlet.

Landets virksomheder vil snart kunne kræve, at deres medarbejdere skal fremvise et gyldigt coronapas, når de møder ind på job.

Sådan lyder det fra beskæftigelsesminister, Mattias Tesfaye (S) på et pressemøde fredag.

- Det er for at sikre trygheden på arbejdspladserne, siger ministeren.

Mattias Tesfaye forklarer, at regeringens absolutte fokus henover vinteren er at få det danske samfund trygt igennem coronaepidemien i form af færrest muligt smittede og indlagte på sygehusene.

Ønsker hastebehandling

Aftalen er indgået mellem regeringen Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH, og Dansk Arbejdsgiverforening, DA.

Tiltaget vil gælde så længe, Folketinget anser covid-19 som en samfundskritisk sygdom. Dette er foreløbigt én måned.

Aftalen vil nu blive fremsat som et lovforslag i Folketinget. Regeringen ønsker at få det hastebehandlet, så loven kan komme til at gælde hurtigst muligt, oplyser ministeren.

Det kræver, at to tredjedele af Folketinget er enige i, at forslaget skal hastebehandles.

Dette er en skærpelse af coronahåndteringen i Danmark

Mattias Tesfaye

Skærpet coronahåndtering

Det vil dog stadig være op til den enkelte arbejdsgiver, om de ansatte skal pålægges at vise et gyldigt coronapas.

Vælger arbejdsgiverne dette, skal medarbejderne med deres coronapas kunne bevise, at de enten er vaccineret, immune eller nytestet.

Dermed kan danskerne møde på job med enten en lyntest eller PCR-test i hånden.

Mattias Tesfaye fastslår, at det ikke er et krav, at danskerne skal lade sig vaccinere, men indrømmer:

- Dette er en skærpelse af coronahåndteringen i Danmark.

Skal undgå decideret nedlukning

Formand for FH, Lizette Risgaard, mener også, at muligheden for at kræve fremvisning af gyldigt coronapas vil sikre øget tryghed på landets arbejdspladser.

For mange ansatte er ifølge formanden nervøse for, hvordan smittesituationen vil udvikle sig herhjemme de kommende måneder.

.

Initiativet skal derfor ses som et ønske om, at det danske samfund ikke igen skal lukkes ned.

- Det, er der for alt i verden ingen, der synes, vil være en god ide, siger Lizette Risgaard på pressemødet.

Viceadministrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening Pernille Knudsen er ligeledes glad for aftalen om coronapas.

- Det mindsker utrygheden, og det sikrer, at virksomhederne kan fortsætte driften, siger hun.

Både Dansk Erhverv og Dansk Industri bakker op om aftalen og er positive over for, at virksomhederne må kræve coronapas.

Det oplyser organisationerne i en skriftlig kommentar til TV 2.

Særlov er udløbet

I slutningen af 2020 blev der indført en særlov, der gav landets virksomheder en bredere adgang til at pålægge medarbejdere at blive testet for coronavirus og til at modtage testresultatet.

Loven blev efterfølgende opdateret ved at virksomheder også kunne kræve et gyldigt coronapas, men særloven gjaldt kun frem til 1. november i år.

I sidste weekend indførte discountkæden Rema 1000 krav om, at de godt 1000 ansatte på lageret i Horsens, skulle kunne fremvise et gyldigt coronapas.

Samtidig har Danmark største virksomhed, A.P. Møller-Mærsk, for nylig meldt ud, at man inden for de næste tre måneder vil indføre et vaccinekrav for kontoransatte i flere lande.