Coronavirus

Restauratør klar til coronapas, men frygter yderligere restriktioner

Ejeren af restaurant Grød kalder coronapasset for "det bedste af alle onder". Chefen for Imperial tror, at coronapasset kan lokke flere i biografen.

Coronapasset får fredag comeback, når danskerne skal ud at spise, se en film i biografen eller svinge træbenet på landets diskoteker.

Restauranterne i Torvehallerne i København er et af de steder, hvor mobilen skal hives frem med det digitale coronapas.

Den nye virkelighed rammer fra morgenstunden, og restaurant Grød er helt klar til igen at skulle tjekke kundernes coronastatus.

- Der er ikke så meget nyt for os, for det er ikke længe siden, vi sidst skulle se coronapas, men det er en ny realitet, siger ejer Lasse Skjønning Andersen til TV 2.

Covid-19 var en samfundskritisk sygdom herhjemme fra 10. marts til 10. september i år. Den klassificering blev igen en realitet tirsdag 9. november.

Arealkrav og restriktion af lukketider vil være katastrofalt for os

Lasse Skjønning Andersen, ejer restaurant Grød

Lasse Skjønning Andersen mener, at det rent lavpraktisk giver mening, at restauranterne igen skal bede kunderne om at finde mobilen frem.

- Vi kan jo ikke have politimænd i alle restauranter rundt omkring i landet, forklarer han.

Restaurantejeren ved dog godt, at det faste tjek af coronapasset bliver en ekstra arbejdsbyrde for de ansatte, da deres kerneopgave ikke er at skulle agere kontrollører.

Derfor opfordrer han gæsterne til at udvise tålmodighed og finde de ekstra store smil frem.

Frygt for yderligere restriktioner

Ejeren af restaurant Grød mener, at fremvisning af coronapasset vil have en psykologisk virkning, da det lægger en dæmper på folks spontanitet - og dermed i sidste ende påvirker købelysten.

- Men coronapasset er det bedste af alle onder. Arealkrav og restriktion af lukketider vil være katastrofalt for os, siger Lasse Skjønning Andersen.

Han tror ikke, at coronapasset får den store effekt på omsætningen i restauranten, men ejeren af Grød frygter for yderligere restriktioner.

Ikke mindst fordi de kan ramme oveni - og potentielt spolere - den allervigtigste sæson for landets restauratører, julen.

- Det kan have fatale konsekvenser for vores og andre forretninger, siger Lasse Skjønning Andersen.

.

Kan få flere i biografen

I Nordisk Films biografer skal medarbejderne også til at agere kontrollører og tjekke status på biografgængernes coronapas.

Kravet til landets biografer gælder til samtlige film - også selvom der kun går et par enkelte personer ind i mørket.

Derfor har biografchef i Imperial, Louise Møller Munch, sat ekstra bemanding på, når dørene går op - præcis som ved forrige runde med coronavirus.

- Vi skal sikre, at det er en tryg oplevelse at gå i biografen, forklarer hun.

Chefen for landets største biograf er ligesom restauratøren fra Grød helt klar til at modtage sine gæster og tjekke deres coronapas.

Og i Louise Møller Munchs optik giver det rigtig god mening, at coronapasset nu er kommet tilbage.

- Jeg tror faktisk, at de gæster, der måske har holdt sig lidt væk de seneste måneder, kommer en tur i biografen igen, fordi vi skaber nogle trygge og sikre rammer, siger hun.

Samfundskritisk sygdom

Tirsdag besluttede Folketingets Epidemiudvalg, at coronavirus igen skulle klassificeres som en samfundskritisk sygdom, hvilket banede vejen for at genindføre coronapasset.

Coronapasset gælder for alle på 15 år og opefter, og det skal indtil videre fremvises i en måned.

Du kan blive meget klogere på fakta omkring brugen af coronapasset i denne artikel.