Lange køer ved lyntestcentre landet over
Køtiderne er flere steder i landet på over 60 minutter. Flere teststeder og udvidede åbningstider skal hjælpe på problemet, oplyser leverandørerne.
Forvent lange ventetider, hvis du stiller dig i kø til lyntest torsdag aften.
Det viser de estimerede ventetider på hjemmesiderne hos landets private leverandører af lyntest.
Carelink, som har lyntestcentre i Region Syddanmark, oplever lige nu ventetider på 30 til 60 minutter ved flere af deres testcentre. Og i Haderslev er ventetiden mere end 60 minutter.
- Siden Mette Frederiksen var i tv i mandags har vi oplevet, at flere vil testes og mere kø. Torsdag, fredag og lørdag var de travle dage i sidste coronabølge. Det tror vi også er tilfældet den her gang, siger Lars Bladt, som er direktør med ansvar for Covid-19 hos Carelink.
Mellem klokken 17 og 19 stiger ventetiden især. Det kan skyldes, at flere PCR-teststeder lukker, og så søger folk mod lyntestcentrene, fortæller han.
De seneste dage har de udført 10.000 lyntest, og Lars Bladt forventer en fordobling i morgen, hvor der igen er krav om gyldigt coronapas flere steder i samfundet.
- For at kunne skalere op har vi brug for flere hænder, flere teststeder og at udvide åbningsdagene på de steder, vi allerede er, siger han.
For lang ventetid
Hos Falck, som leverer lyntest i resten af landet, lyder køtiderne også på over 60, 45 og 30 min flere steder i landet. Blandt andet hos lyntestcenteret i Ringsted ved Nørretorv og testcenteret i Støvring, hvor ventetiden er 60 min.
Det er højt, fortæller Falcks presseafdeling til TV 2.
- Vi bestræber os på, at køen ikke skal være længere end 30 minutters ventetid. Vi er ved at sætte ind for at kunne opfylde det ved at ansætte flere podere, åbne nye teststeder og skabe mere testkapacitet.
De opfordrer til, at danskerne ser på deres hjemmeside for at blive oplyst om de estimerede ventetider og søger mod et testcenter, hvor der ikke er så meget kø.
- Vi opfordrer også til, at de besøger testcentrene på tidspunkter, hvor der er knap så mange i kø. Der er typisk mest kø inden og efter normal arbejdstid, oplyser Falcks presseafdeling.
Åbner nyt stort lyntestcenter
Fredag klokken 12 åbner et nyt stort testcenter på Vor Frue Plads i København. Det er Copenhagen Medicals forsøg på at undgå de lange køer i Københavns-området, oplyser de til TV 2.
- Vi synes ikke, at folk skal stå så længe i kø. Det skal være nemt, hurtigt og tilgængeligt, siger Trine Baadsgaard, presseansvarlig ved Copenhagen Medical, om beslutningen.
De har på nuværende tidspunkt 29 lyntestcentre i Region Hovedstaden, som ikke oplever mere end 15-30 minutters ventetid i øjeblikket.
- Vi følger situationen nøje, og hvis det bliver nødvendigt åbner vi flere centre, siger Trine Baadsgaard.
Slut med test uden tidsbestilling
Ønsker man en lyntest, kan man uden tidsbestilling møde op i et lyntestcenter. Men fra fredag er det slut med at blive testet på PCR-teststederne uden en tid, hvis man har mistanke om, at man er smittet med coronavirus.
Det oplyser Styrelsen for Forsyningssikkerhed i en pressemeddelelse torsdag.
Der bliver nemlig igen indført krav om, at man på forhånd skal have bestilt tid ved et testcenter, inden man møder op til en PCR-test.
Dermed bliver testtiderne fordelt over hele dagen, så risikoen for kø og ventetid bliver mindre. Det ser de frem til i Region Hovedstaden, fortæller Helene Bliddal Døssing, vicedirektør i Akutberedskabet med ansvar for covid-19 test og vaccination i Region Hovedstaden.
- Vi oplever, at der er rigtig mange, der gerne vil testes, og det er rigtig godt. Problemet er, at borgerne ikke får fordelt sig i løbet af dagen, så for mange møder op på testcentrene på samme tid.
Det gælder især morgen, frokosttid, og når folk vender hjem fra arbejde, siger Helene Bliddal Døssing.
I Region Hovedstaden har de testkapacitet nok, og de har løbende indsat nye podere på deres 37 teststeder.
Samtidig med, at der indføres tidsbestilling til PCR-test, vil det ikke længere være muligt at få en lyntest i landets PCR-testcentre.
Krav om flere test
Torsdag er status, at der er mere end 200 testcentre i Danmark.
Omkring 60 af centrene er lyntest, hvor svaret på testen kommer i løbet af 15-30 minutter, mens resten er PCR-centre, hvor der typisk er en svartid på 10-12 timer, selvom de lige nu oplevere meget længere svartider.
Antallet af PCR- og lyntestcentre vil stige den kommende tid. Lyntestcentrene bliver drevet af de private virksomheder Falck, Carelink og Copenhagen Medicial, som samlet har fået til opgave at kunne foretage 100.000 lyntest om dagen.
For nylig besluttede regeringen også at øge antallet af PCR-test med 50.000, så det er muligt at foretage 150.000 om dagen.