DR undskylder over for 64 tidligere medlemmer af Pigekoret
Onsdag fremlagde DR en advokatundersøgelse af krænkelser gennem årtier i Pigekoret. DRs generaldirektør kaldte det ”et mørkt kapitel”.
64 tidligere medlemmer af DR Pigekoret har været udsat for krænkende adfærd.
Sådan lød det onsdag aften ved et pressemøde, hvor DR’s generaldirektør Maria Rørby Rønn og direktør for Kultur, Børn og Unge Henrik Bo Nielsen fremlagde en advokatundersøgelse af krænkelser i DR Pigekoret.
- Undersøgelsen udgør et mørkt kapitel i DR's historie, lød det fra Maria Rørby Rønn.
Undersøgelsen bygger på 129 beretninger fra primært tidligere medlemmer af koret.
Advokatundersøgelsen tegner et billede af et miljø, der er kendetegnet ved at grænserne for det normale har været flyttet.
Det drejer sig blandt andet om fysiske tilnærmelser af varierende karakter.
Henrik Bo Nielsen fremhævede konkrete eksempler, hvilket gjaldt blandt andet vulgært, sjofelt og voldsomt seksualiseret sprogbrug, flirtende og seksualiseret stemning og stort fokus på fremtoning samt en tavshedskultur.
Langt de fleste tilfælde ligger over 20 år tilbage, men der er også eksempler fra 00'erne. Han tilføjede, at der ikke er nogen anmærkninger om kulturen i Pigekoret efter 2010.
"DR svigtede jer"
Den tavshedskultur er der nu blevet brudt med, og Maria Rørby Rønn gav de tidligere kormedlemmer en uforbeholden undskyldning på vegne af DR.
- Undskyld, at DR svigtede jer. Det var ikke jeres skyld.
Hun kaldte det "et tredobbelt svigt", som de tidligere kormedlemmer har været udsat for.
- For det første overskred en række voksne alle grænser for, hvordan man omgås unge mennesker og børn. Mest alvorligt i form af seksuel chikane, men også på anden vis, sagde hun.
I advokatundersøgelsen kastes der ikke blot lys over krænkelserne i Pigekoret, men også hvordan tidligere ledelser i DR ikke handlede over for klagerne.
I perioden 1982-2005 har der i otte tilfælde været indgivet klager til DR vedrørende muligt krænkende adfærd i Pigekoret.
I seks af disse tilfælde har der været tale om en utilstrækkelig håndtering fra DR's ledelse.
Maria Rørby Rønn udtalte, at ledelsessvigtet kun kan tilskrives DR.
Chefdirigent er "dybt rystet"
Af undersøgelsen fremgår det, at seks personer i en årrække har stået bag krænkelser. Ifølge TV 2’s oplysninger er to af disse den nu afdøde, tidligere chefdirigent Tage Mortensen og forhenværende chefdirigent Michael Bojesen, der i dag er chef for Malmö Opera.
TV 2 har dagen igennem forsøgt at få et interview med Michael Bojesen, men han har ikke ønsket at stille op. I stedet har han sendt nedenstående udtalelse til TV 2:
"Jeg er dybt rystet over, at DR og Norrbom Vinding præsenterer en rapport i en form og med et indhold, hvor de slår min forgængers 35 årige virke sammen med mine år i koret.
Da jeg har fået forelagt det, der vedrører min person, ved jeg, at de krænkelser, der er beskrevet i rapporten, ikke har noget at gøre med mine 10 år som dirigent for koret.
Jeg har oplevet undersøgelsesforløbet med den efterfølgende afrapportering som en tilsidesættelse af de involveredes retssikkerhed og uden skelen til eksisterende klar retspraksis om bevisvurderinger.
Jeg har ikke flere kommentarer.
Michael Bojesen"
Kulturdirektør Henrik Bo Nielsen forklarede ved pressemødet, at de seks personer ikke længere er ansat i DR.
Personalesag indledt
I forbindelse med advokatundersøgelsen har DR indledt en personalesag mod en nuværende medarbejder, som er blevet hjemsendt. Vedkommende er ikke en af de seks føromtalte personer og har ikke arbejdet i relation til Pigekoret i nyere tid.
DR kommer desuden til at tilbagekalde ærestitler, forklarede Maria Rørby Rønn.
- Der er ikke noget ærefuldt i den måde koret har været på tilbage i tiden. Det må alle sande, sagde hun.
Før pressemødet havde de to DR-direktører været til møde med tidligere medlemmer af DR Pigekoret.
Her blev de i lukkede omgivelser orienteret om indholdet i undersøgelsen, og hvad DR's reaktion er.
Maria Rørby Rønn forklarede, at DR har igangsat en undersøgelse af et muligt erstatningsansvar. Det skal advokaten afdække.
Rørby Rønn sagde ved pressemødets ende, at hun regner med, at flere beretninger om krænkelser i Pigekoret nu vil komme frem.
- Vi står i dag med et meget trist billede. Samtidig er jeg helt sikker på, at flere beretninger vil føje sig til i den kommende tid. Der er kommet hul på alt det, der aldrig skulle være sket, lød det.
To henvendelser startede bølgen
I lyset af #metoo-bølgen i efteråret 2020 opfordrede DR til, at personer, der tidligere havde oplevet krænkende handlinger, kunne henvende sig.
I april satte DR den eksterne advokatundersøgelse i gang om forholdene i DR Pigekoret efter to henvendelser til kulturdirektør Henrik Bo Nielsen om grænseoverskridende adfærd og sexchikane, der var foregået i 00'erne.
Politiken og Ekstra Bladet har dækket sagen med vidnesbyrd fra tidligere medlemmer af koret.
Til Politiken beskrev de, hvordan man blev belønnet for at klæde sig udfordrende til korprøver, og at nogle medlemmer fik ”uopfordret seksuel opmærksomhed”. De fortalte om grænseoverskridende sms’er til mindreårige og en ledelse i DR, som ikke behandlede klagerne.