Ældreplejen er ved at knække, mener sosu'er: - Ingen kan jo skide på tid
Ældre, der ikke kommer på toilettet, mangler tid til sårpleje og omsorgssvigt. Fire social- og sundhedsmedarbejdere fortæller om deres oplevelser.
Fundamentet under den danske ældrepleje er ved at knække helt over.
Sådan lyder det fra fire social- og sundhedsmedarbejdere, som har kontaktet TV 2 efter den seneste tids debat om ældreplejen.
En ældrepleje der ifølge eksperter og borgmestre i de kommende år kommer til at opleve store udfordringer, fordi antallet af danskere over 80 år stiger voldsomt, mens det bliver sværere og sværere at skaffe medarbejdere nok.
Men problemerne ude i virkeligheden er allerede enorme, fortæller de fire sosu'er til TV 2.
De giver her et indblik i en hverdag, der er presset til det yderste, og som ifølge flere af dem omfatter daglige omsorgssvigt af ældre borgere.
Mille Stagsted
Social- og sundhedsassistent
- Jeg var træt af at gå hjem fra arbejde og være ked af det, siger Mille Stagsted.
Efter 25 år i faget valgte den 50-årige social- og sundhedsassistent i dette efterår at kaste håndklædet i ringen og søge væk fra jobbet i den kommunale hjemmepleje.
- Mine børn opfordrede mig til at sige op. Til sidst gjorde jeg det, siger hun.
Mille Stagsted begyndte i social- og sundhedsfaget, fordi hun ville gøre en forskel. Men der er meget langt fra dengang til situationen i dag, fortæller hun. Det er baggrunden for, at hun nu har fået en standbyplads på socialrådgiveruddannelsen.
- Da jeg startede, var det stille og roligt. Der var god tid. Dengang bød borgeren på kaffe og en franskbrødsmad med smør og syltetøj. I dag byder vi de ældre på omsorgssvigt hver eneste dag. Det er grotesk, siger hun.
Omsorgssvigtene sker ifølge Mille Stagsted, fordi der ikke er tid nok. Hun fremhæver et eksempel fra et hjemmeplejebesøg, hvor borgeren havde fået visiteret tre ydelser; hjælp til mad, medicinering og toiletbesøg.
- Når jeg har givet borgeren mad og medicin, er der måske halvandet minut tilbage til toiletbesøget. Ingen kan jo skide på tid, men det bliver de nødt til, for jeg skal videre til den næste, siger Mille Stagsted.
Netop tidsplanlægningen er helt urealistisk, fortæller hun. Når det kombineres med, at der ofte er en eller flere sygemeldinger, bliver det ifølge Mille Stagsted en umulig opgave at nå det hele i løbet af en vagt.
- Tag bare den kørselstid, vi får. Hvis du for eksempel står i udkanten af Slagelse, hvor der så er afsat fem minutters køretid til at nå til Sorø. Det kan jo ikke lade sig gøre. De må tro, vi kan teleportere os rundt, siger Mille Stagsted.
Turde ikke spørge om borgeren havde det godt
Når Mille Stagsted kigger tilbage på sit arbejdsliv i hjemmeplejen, er det især en særlig type situation, hun har svært ved at bære. I mange tilfælde spurgte hun ikke de ældre borgere, hvordan vedkommende havde det.
For hvis borgeren sagde, at han eller hun ikke havde det godt, ville Mille Stagsted være tvunget til at blive - og dermed ville hun ikke kunne nå resten af sin liste, fortæller hun.
Det kunne eksempelvis være under et besøg, hvor der er afsat to minutter til medicinering.
- Jeg er jo autoriseret, så jeg skal reagere, hvis de siger, de har det dårligt. Det vil det være ulovligt, hvis ikke jeg hjalp dem. Derfor turde jeg ofte ikke spørge dem, Men hvad skulle jeg gøre? Der sad en masse andre og ventede på mig. Det er jo forfærdeligt og ikke til at bære, siger Mille Stagsted.
Det er omsorgssvigt, mener hun, og hun forstår ikke, hvordan det kan få lov at fortsætte.
- Vi må ikke lave omsorgssvigt på børn, men åbenbart må vi godt, når det gælder ældre. Hvis børn blev udsat for omsorgssvigt i hjemmet, ville kommunen fjerne dem. Men der er ingen til at fjerne de ældre fra kommunen.
Helle Pedersen
Social- og sundhedsassistent
Hvad gør man, når man skal have seks borgere op ad sengen inden klokken 12, men ikke har tid nok?
Det spørgsmål har Helle Pedersen stillet sig selv mange gange i løbet af de senere år, hvor hun i stigende grad har mærket, at der ikke er personale nok.
Hun er 56 år gammel, har arbejdet i faget siden hun var 16 år og har det meste af tiden arbejdet på plejehjem.
- Borgerne på plejehjemmene er blevet dårligere, og det kan tage op til en time at få en borger op. Vi skal jo gerne have dem alle op og spise morgenmad, inden det er tid til frokost, men det kan være svært at nå, siger Helle Pedersen.
Hun har i dag job på et plejehjem, som ifølge hende har bedre forhold end det, hun var på tidligere. Det tidligere job var hun nødt til at sige op.
- Når der var sygdom, har jeg oplevet, at vi ikke havde tid til at skifte borgeren. Vi sprang over, hvor gærdet var lavest for at nå de næste borgere med risiko for infektioner og sår. Til sidst havde jeg ikke mig selv med i det og var nødt til at stoppe, siger Helle Pedersen.
Havde du ikke selv et ansvar for at nå de opgaver?
- Vi gik selvfølgelig til ledelsen. Jeg lover dig for, vi råbte op. Men svaret var ofte, at det ikke var muligt at få folk ind. Vi kunne hverken få faglærte eller ufaglærte ind. Vikarbureauerne havde ikke folk til det.
Men kunne du ikke bare udføre opgaverne lidt hurtigere?
- Det kunne jeg ikke. Vi havde simpelthen ikke folk til det. Hvad skulle vi gøre? Vi kan jo ikke trylle.
Åbner døren, når de er ved at dø
Helle Pedersen medgiver, at den teknologiske udvikling har betydet, at nogle opgaver er blevet nemmere ligesom eksempelvis indførelse af lifte, som skåner personalet for tunge løft.
Liftene bruges eksempelvis, når den ældre skal vendes for at undgå liggesår. Men tidspresset betyder ifølge Helle Pedersen, at personalet engang imellem undlader at bruge liften.
- Det er hurtigere at vende borgeren med hænderne. Det slider jo på kroppen. Men hvad skal vi gøre? Skal vi begynde at sortere i, hvem der skal op ad sengen, hvem der bliver vasket og hvem, der får mad?, siger Helle Pedersen.
Særligt har hun dårlig samvittighed over for de borgere, der kan allermindst selv.
- Hvis en af borgerne råber på hjælp, mens fru Jensen, der ikke kan tale, ligger og kigger ind i fjernsynet, så er det jo borgeren, der råber, som får hjælp først. Fru Jensen får måske ingen hjælp, siger Helle Pedersen.
Det gælder i særlig grad de borgere, som ikke har pårørende.
- Det er de svageste og dem uden pårørende, som ikke har nogen til at råbe højt for sig, det går mest udover. Vi forsøger også at hjælpe dem. Men tiden og ressourcerne er ikke altid til det, siger Helle Pedersen.
Hun beskriver, hvordan hun flere gange har oplevet borgere, som dør uden nogen mennesker omkring sig.
- Vi åbner døren ind til dem, mens de dør, så de kan høre, vi er derude, og vi forsøger at komme ind og se til dem så ofte som muligt. Men vi kan ikke sætte tid af til at sidde med dem.
- Det er ikke særlig behageligt at vide, at fru Jensen ligger lige derinde og dør alene. Hun har brug for omsorg, men det har vi slet ikke tid til at give, siger Helle Pedersen.
Lillian Nielsen
Social- og sundhedshjælper
- Jeg ønsker aldrig selv at havne på plejehjem. For det her bliver kun værre og værre, kan jeg se.
Det er den umiddelbare dom over ældreplejen fra 56-årige Lillian Nielsen, der netop har færdiggjort sin uddannelse som sosu-hjælper efter i mange år at have arbejdet i jern- og metalbranchen.
Hun arbejder nu på et plejehjem, og selvom hun i sit tidligere job kendte til det at have en travl hverdag, stiller hendes nye fag helt andre krav til hende, fortæller hun.
- Efter en weekendvagt er jeg helt slap og uden energi. Man er træt på en anden måde her, fordi det både fysisk og mentalt er meget krævende. Hele min fridag bagefter går nærmest alene med at samle kræfter til den næste vagt.
Lillian Nielsen gik ind i faget, fordi hun gerne vil gøre en forskel for andre mennesker. Men med den korte tid til hver enkelt borger, erstattes glæden over at gøre en forskel ofte med dårlig samvittighed.
Hun beskriver eksempelvis, hvordan en svækket borger ofte skal rejse sig mere end én gang fra kørestolen, når han eller hun skal på toilettet.
- Så skal borgeren bruge tid på at få drejet sig rundt for at sætte sig. Borgeren har afføring og skal have hjælp til at blive tørret.
Derefter skal borgeren igen rejse sig for at blive tørret og vasket, men han eller hun kan ikke stå op så længe.
- Så borgeren må sætte sig en stund, rejse sig igen og blive vasket færdig. Det kan ske flere gange, inden borgeren får ble, undertøj og bukser på.
Sådan er det for mange plejehjemsbeboere, fortæller Lillian Nielsen.
- Alt det skal klares på to minutter. Det kan jo ikke lade sig gøre. Når vi har med svækkede borgere at gøre, tager tingene længere tid, men det er som om, politikerne ikke vil forstå det, siger hun.
Kan ikke holde til at rende sig selv halvt ihjel
Ifølge Lillian Nielsen får hun tit at vide, at hun skal huske at kigge borgeren i øjnene, men som forholdene er i dag, kan det ikke lade sig gøre.
- Det er der jo slet ikke tid til. Mentalt er det meget, meget hårdt, at man ikke har tiden til at tage sig af borgeren, siger hun.
Lillian Nielsen oplever ofte, at hun er nødt til at vende ryggen til en borger, der er ved at fortælle hende noget.
Kunne du ikke bare finde tiden et andet sted, så du ikke er nødt til at vende ryggen til?
- Hvad skal jeg gøre? Der sidder en anden borger på toilettet og venter. Og midt i det hele bipper telefonen, fordi endnu en borger har brug for hjælp. Det er voldsomt stressende.
Trods mange års forsøg på at nedbringe sygefraværet blandt sosu'er viser nye tal ifølge Berlingske, at faggruppens gennemsnitlige sygefravær sidste år lå på 17,1 dage i 2020.
- Vi får at vide, at vi ikke skal tage arbejdet med hjem, men det er ekstremt svært at lade være med at reflektere over, når vi arbejder under sådanne forhold.
Hun forstår godt, hvis nogen er nødt til at sygemelde sig engang imellem.
- Man kan jo ikke holde til at rende sig selv halvt ihjel hver dag, siger hun.
Kirsten Larsen
Social- og sundhedshjælper
Egentlig ville hun gerne arbejde i en fast stilling, men Kirsten Larsen har valgt at arbejde som vikar i flere kommuners hjemmepleje.
Det har hun primært for at undgå at skulle engagere sig mere end højst nødvendigt i de store udfordringer, hun oplever, kommunerne har.
- Det giver en lille smule overskud, at jeg ikke skal være med til at løse problemerne internt.
Men det er hårdt nok at være vikar, fortæller 54-årige Kirsten Larsen, der har arbejdet i faget, siden hun var 18 år. Ifølge hende er det den seneste tid blevet mere reglen end undtagelsen, at de på nattevagterne kun er to eller tre til at tage sig af fire medarbejderes arbejde.
- Så skal ikke-livsnødvendige besøg sorteres fra. Det kan være bleskifte, vendinger og toiletbesøg. Når jeg kommer hjem, ved jeg, at der sidder en borger derude, der ikke er kommet på toilettet, fordi jeg ikke havde tid til at hjælpe.
På en ottetimers nattevagt oplever hun ofte at have 32 besøg på kørelisten. Dertil skal lægges de nødkald, der altid opstår. Ifølge Kirsten Larsen er det ikke unormalt, at der på listen er afsat fem minutter eller mindre til pleje af et sår.
- Sårpleje er jo ikke behandling af en hudafskrabning. Det kan være et tryksår, der går helt ind til knoglen. Det kan ikke lade sig gøre at klare på få minutter. Man skal nogle gange lægge gaze dybt ind i såret, og borgeren skal vendes nænsomt, så der ikke kommer yderligere tryk, fortæller hun.
Overvejer at søge væk
For nylig besøgte Kirsten Larsen en borger, der var meget dårlig og havde tegn på en hjerneblødning. Sammen med en kollega fik hun tilkaldt en ambulance, og hele seancen varede halvanden time.
Det betød, at hele deres køreliste skred – og der var ingen hjælp at hente hos ledelsen, for resten af kollegaerne var allerede spændt hårdt for, fortæller Kirsten Larsen.
- Vi kom jo for sent til rigtig mange besøg. Jeg tror kun, det var tre steder, hvor jeg ikke fik skæld ud af de pårørende, siger hun.
Og hun forstår godt, at de pårørende bliver vrede over niveauet i hjemmeplejen.
- Hvordan fanden forklarer du en pårørende, at man tilbyder en ble med stor sugeevne i stedet for et toiletbesøg?, siger Kirsten Larsen.
Hun mener ligesom Mille Stagsted, at der er tale om decideret omsorgssvigt.
- Vi er uddannet i at yde omsorg. Men jeg har ikke tid til at vurdere, om fru Hansen har brug for noget at drikke eller spise. Jeg har ikke tid til holde hende i hånden, hvis hun er ked af det. Jeg er låst. For jeg ved, at det koster tid i den anden ende – der er en anden borger, som venter på mig.
Kirsten Larsen mener ikke, at politikerne og befolkningen fuldt ud forstår, hvor vigtig social- og sundhedsmedarbejderne er for velfærdssamfundet.
- Vi er bindeleddet i det hele. Hvis vi knækker – og vi kører altså på pumperne nu – så falder hospitalerne også. For hospitalerne udskriver borgere, der fortsat har brug for megen pleje. Hvis ikke vi kan klare den opgave, bliver hospitalerne fyldt op, og så kollapser det hele, siger hun.
At mange søger væk fra faget – og at det er svært at rekruttere nye – er helt forståeligt, når forholdene er, som de er, mener Kirsten Larsen.
- Jeg overvejer også selv at søge væk. Jeg kan godt lide mit fag, men jeg har pakket mit omsorgsgen væk for at overleve. Det er også derfor, vi mister de unge, siger hun.
TV 2 har spurgt Kommunernes Landsforening (KL), hvorvidt man genkender de fire social- og sundhedsmedarbejderes oplevelser, men dette ønsker KL ikke at kommentere. I en mail til TV 2 skriver KL's pressetjeneste:
- Vi springer over i denne omgang, da fire sosu-medarbejdere ud af 80.000 alligevel ikke er repræsentativt nok.
Hvordan løser vi udfordringerne i ældreplejen? Den diskussion dykker vi ned i, når Kirsten Larsen og Mille Stagsted deltager i debatprogrammet Højlunds Forsamlingshus søndag klokken 16.10.
Se det på TV 2, TV 2 NEWS eller gratis på TV 2 PLAY. Du kan også selv komme med som publikum. Find din billet til forsamlingshuset her.