Stor stigning i vaccinebookinger efter pressemøde
Mandagens pressemøde i Statsministeriet har fået mange danske borgere til tasterne for at booke tid til at blive vaccineret mod corona.
Mandag blev der foretaget 37.015 vaccinebookninger af henholdsvis første, andet og tredje vaccinestik.
Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.
Antallet af vaccinebookninger mandag var således 3,5 gange højere end søndag, hvor tallet lå på 10.285 bookninger, og det glæder ministeren.
- Tak til alle jer, der tager imod tilbuddet. Vi kan gøre det her, skriver han.
Den store iver for at sikre sig en dose vaccine kommer i kølvandet på mandagens pressemøde, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) var aldeles skarp i retorikken over for de danskere, der endnu ikke har ladet sig vaccinere.
Her gav hun udtryk for, at den nuværende stigning i smitten skyldes en "lille gruppe", der ikke spiller efter de regler, man bliver nødt til at følge under en epidemi
- De bærer ansvaret for hele det danske samfund lige nu. Vi er et godt samfund, der har fået meget af det liv tilbage, som mange andre lande ikke har.
- Regeringen står side om side med de knap 90 procent, som gør, som man skal. Den sidste gruppe skal ikke ødelægge det for resten, lød det.
På pressemødet blev indførslen af coronapas samt ønsket om opklassificering af corona til en samfundskritisk sygdom præsenteret for danskerne.
Statsministeren anerkender danskernes reaktion
Tirsdag har stået i spørgetimens tegn i Folketinget. På det efterfølgende pressemøde blev statsministeren spurgt ind til, hvad man kan gøre for at få de sidste med på vaccinevognen?
- I det vi har nye initiativer, så kommunikerer vi det direkte. Jeg ved ikke, om vi kan få alle med på at lade sig vaccinere, men siden i går kan jeg se, at rigtig mange har ladet sig vaccinere, siger Mette Frederiksen.
Hun understreger, at hun ikke synes, at det er rimeligt, at "alt det gode arbejde" fra dem, der har ladet sig vaccinere, sættes over styr af folk, der ikke lader sig vaccinere.
Det er særligt i flere af de belastede boligområder, at der er en mindre vaccinetilslutning. Her har der været eksempler på personer, der aktivt underminerer vaccinerne og viderebringer oplysninger om vacciner, der ikke er korrekte, mener udspørgeren.
- Det vil jeg gerne tage afstand fra, siger Frederiksen.
Sjette dag med over 2000 nye coronatilfælde
Selvom danskerne har reageret på regeringens appel om at lade sig vaccinere, er der fortsat fart på smitten i landet.
For sjette dag i træk er der registreret over 2000 nye tilfælde af nye smittede med corona i Danmark.
Yderligere 2562 personer er bekræftet smittet, viser tirsdagens smittetal fra Statens Serum Institut (SSI).
Med 58 nye indlagte smittet med corona fortsætter det stigende pres på hospitalerne ligeledes. Det samlede antal indlagte med covid-19 stiger med 12, så der tirsdag morgen var 315 smittede indlagt.
Stor interesse for første vaccinestik i Region Syddanmark
Noget tyder på, at de uvaccinerede borgere i Region Syddanmark har lyttet med på regeringens pressemøde mandag aften.
Her oplevede man i timerne efter mandagens pressemøde stor interesse for at booke tid til første vaccinestik blandt borgerne.
Søndag var antallet af bookinger til første stik med en coronavaccine på 449. Det samlede tal for mandagens bookninger lå på 2084. Det oplyser regionen til Ritzau.
Der er altså tale om en firedobling af antallet af uvaccinerede borgere, der har booket en tid til en vaccine i regionen på blot et døgn.
Til sammenligning var sundhedsminister Magnus Heunickes tweet rettet mod det samlede tal for vaccinebookninger til både første, andet og tredje stik.
Samme tendens går igen på tværs af både Region Hovedstaden og Region Sjælland.