Samfund

Frustreret sygeplejeformand efter krisemøde med statsministeren: - Vi fik ikke noget med ud

Grete Christensen tror stadig, at mødet har en effekt på længere sigt.

Der kom ikke noget konkret ud af mødet mellem statsminiser Mette Frederiksen og ledelsen i Dansk Sygeplejeråd (DSR) tirsdag eftermiddag.

Det fortæller formand for DSR Grete Christensen til TV 2.

- Det er enormt frustrerende for vores medlemmer, at der ikke er nogen løsning, siger hun.

Grete Christensen gik ind til mødet med et ønske om to ting. For det første flere penge til sygeplejerskerne her og nu. For det andet en langsigtet strategi, der sikrer, at det, den nedsatte lønkomite kommer frem til, rent faktisk kan føres ud i livet.

Ingen af delene blev der dog givet tilsagn om, siger hun.

- Vi har ikke fået noget med ud, men vi har oplevet en meget lyttende statsminister.

Pressemøde vækker vrede

Baggrunden for mødet var Mette Frederiksens udtalelser på mandagens pressemøde. Her kom statsministeren med en appel til sundhedspersonalet om at yde en ekstra indsats i den kommende tid, hvor flere vil blive indlagt med coronavirus.

Den melding blev ikke velmodtaget i DSR, der kort efter pressemødet fast, at sygeplejersker ikke har mere at give af.

Også blandt regeringens egne støttepartier, vakte udtalelserne vrede.

Enhedslisten politiske ordfører Mai Villadsen luftede eksempelvis sin utilfredshed på Facebook, mens partiets sundhedsordfører Peder Hvelplund på Twitter kaldte det for "vildt provokerende".

- Statsministeren appellerer til, at sygeplejersker og andet sundheds- og plejepersonale skal give den en ekstra skalle! Hvad med at honorere deres indsats med en anstændig løn!! I har selv smadret kapaciteten gennem jeres uanstændige indgreb! Stygt!, skrev han.

Et alvorligt møde

Grete Christensen lægger ikke skjul på, at det var et seriøst møde mellem DSR-ledelsen og Mette Frederiksen.

- Det var alvorligt. Tonen var alvorlig. Begge parter kan se, at det er en vanskelig situation, vi står i, siger hun til TV 2.

Selvom der ikke kom noget konkret ud af mødet, er formanden glad for, at DSR fik lov til at udtrykke deres frustration direkte til statsministeren.

Og hun tror da også på, at det har en effekt.

- Dialog fremmer beslutninger, og jeg er helt sikker på, at der er mange af de ting, vi har sagt i dag, om manglende kolleger, for dårlig løn og så videre, der lagrer sig hos statsministeren.