Statsministeriet indkalder til pressemøde klokken 20
Ifølge Jesper Vestergren bakker SF og Enhedslisten op om at gøre corona til en samfundskritisk sygdom igen.
Statsministeriet indkalder til pressemøde i aften klokken 20 om coronasituationen i Danmark.
Det skriver Statsministeriet i en kort pressemeddelelse.
Hvad pressemødet mere konkret handler om fremgår ikke, men TV 2s politiske analytiker Jesper Vestegren forventer, at vi bliver klogere på, hvilke restriktioner regeringen vil indføre for at stoppe den stigende smitte.
- Der vil formentlig komme en model for indføring af coronapas, siger han.
Derudover forventer Jesper Vestergren, at regeringen vil præsentere nogle af de anbefalinger, som Epidemikommissionen er kommet med.
Sundhedsordførere indkaldt til møde
Forud for pressemødet er partiernes sundhedsordførere indkaldt til møde klokken 18. Her vil sundhedsminister Magnus Heunicke (S) give en status på epidemien, og eventuelle restriktioner vil blive drøftet.
Det er nemlig nødvendigt for regeringen at inddrage Folketingets partier, hvis nye restriktioner skal indføres, fortæller Jesper Vestergren. Det skyldes, at corona ikke længere karakteriseres som en samfundskritisk sygdom.
- Det kan simpelthen ikke lade sig gøre at indføre nye restriktioner, såsom coronapas, sådan som det er lige nu, siger han.
Hvis Epidemikommissionen vurderer, at corona igen skal være en samfundskritisk sygdom, kan regeringen gå videre med den indstilling og søge opbakning blandt Folketingets partier.
- Det er den drøftelse, vi forventer, at regeringen vil tage med ordførerne og offentligheden i aften, siger Jesper Vestergren.
Hvad siger partierne?
Hvordan de politiske partier forholder sig til spørgsmålet er endnu ikke helt klart.
Ifølge Jesper Vestergren bakker SF og Enhedslisten op om at gøre corona til en samfundskritisk sygdom igen.
Flere af de borgerlige partier er dog skeptiske overfor, hvad det kan føre til.
- De borgerlige har indtil videre været afventende med at afgive deres støtte, fordi de ved, at det kan åbne op for at indføre andre restriktioner end bare lige coronapas, siger han.
Drøftelserne kommer efter en tid med stigende smitte i samfundet. Mandag er 2294 konstateret smittet med coronavirus. Se de nyeste tal her.