Frygt for dobbelt-epidemi får læger til at komme med opfordring til forældre

TV 2/Bornholm logo
I samarbejde med TV 2/Bornholm

De små børn bør ifølge Sundhedsstyrelsen vaccineres, for at vi undgår en dobbeltepidemi i samfundet.

Siden efterårsferien har børn mellem to og seks år kunnet blive vaccineret mod influenza med en næsespray, der gives hos egen læge.

Men det står trægt til med at få givet vaccinerne. Det fortæller formand for Praktiserende Lægers Landsorganisation (PLO) Jørgen Skadborg.

I starten af sidste uge havde 12 procent af de cirka 300.000 børn i aldersgruppen taget imod vaccinen. Nu formoder formanden, at vi er oppe på 15 procent.

- Vi vil meget gerne have folk til at komme med deres børn, for myndighederne frygter en alvorlig influenzaepidemi i år. Vi har udsendt beskeder i e-boks og forsøgt at være meget fleksible. Alligevel konstaterer vi, at det er svært at få ordentligt gang i det, siger Jørgen Skadborg.

Frygter en hårdere influenza-sæson

Også formand for PLO's afdeling på Bornholm, Rikke Hjorth Westh, har søndag været ude med en opfordring til forældre.

- Vi ved, at det er de små børn i børnehave, der smitter familierne og de ældre. Og kan vi undgå den smitte, undgår vi også en masse, der bliver indlagt med influenza oveni vores coronapandemi, siger hun til TV 2 Bornholm.

Der er ingen tvivl om, at børnene spiller en stor rolle for influenza

Viggo Andreasen, lektor i matematisk epidemiologi, Roskilde Universitet

I slutningen af august meldte Sundhedsstyrelsen ud, at alle 2-6-årige bør vaccineres mod influenza i år, idet styrelsen frygter en hårdere influenzasæson til vinter på grund af de seneste års coronarestriktioner.

- Ved at vaccinere de 2-6-årige forventer vi, at vi kan bremse influenzasmitten markant, lød det på daværende tidspunkt fra Helene Probst, vicedirektør i Sundhedsstyrelsen.

Da Sundhedsstyrelsen i sommer anbefalede, at de 12-15-årige blev vaccineret mod coronavirus, satte det gang i en debat om, hvorvidt børn skal vaccineres for andres skyld.

Eksperterne var uenige, og kritikere mente ikke, det gav mening at vaccinere børn, både fordi de ikke bliver særligt syge af coronavirus, men også fordi størstedelen af risikogruppen er vaccineret.

Jørgen Skadborg fra PLO understreger, at børnene både skal vaccineres mod influenza for deres egen og for samfundets skyld.

Men hvorfor vaccinere børnene, hvis de ikke bliver syge?

- Børn kan som regel godt tåle både corona, RS-virus og influenza, men enkelte af dem bliver rigtigt syge i op til et par uger. Og det er anstrengende både for et lille barn og for forældrene, siger han.

Vil undgå flere epidemier på én gang

Derudover påpeger han, at børnene risikerer at smitte både forældre og bedsteforældre. Årsagen til at fokus er på netop børn i denne aldersgruppe, er, at de går i vuggestue og børnehave, hvor man smitter hinanden allermest.

- De er gode spredecentraler for virussen, og så spreder de det videre i samfundet, siger Jørgen Skadborg.

Han fortæller, at der også er særligt fokus på influenzavacciner til børn i år, fordi samfundet vil undgå flere epidemier på én gang.

- Vi (lægerne, red.) har nærmest aldrig haft så travlt, som vi har nu med alle mulige sygdomme.

Hans bud på årsagen til, hvorfor så få børn indtil videre er blevet vaccineret, er, at forældrene simpelthen ikke er opmærksomme på det. Jørgen Skadborg mener ikke, der har været særlig meget snak om det i medierne, blandt andet fordi corona fylder så meget.

Giver god mening at vaccinere så meget som muligt

Han afviser, at årsagen kan være, at lægerne ikke har stillet sig til rådighed.

- Vi har taget ekstra tiltag med blandt andet forlængede åbningstider og åbent hus. Så der bliver gjort rigtig meget, men vi tror, der skal en samfundsoplysning til, siger han.

Lars Østergaard, der er ledende overlæge på Aarhus Universitetshospital og professor i infektionsmedicin, har tidligere sagt til TV 2, at det giver god mening at vaccinere så meget som muligt mod influenza, på samme måde som vi gør mod corona.

Samme udmelding kommer fra Viggo Andreasen, lektor i matematisk epidemiologi på Roskilde Universitet.

Han mener, at der er "rigtig mange gode grunde til at få vaccineret børnene, både af hensyn til dem selv og af hensyn til samfundet".

- Der er ingen tvivl om, at børnene spiller en stor rolle for influenza, siger han.

Ifølge Viggo Andreasen vil vi se en større belastning på sygehusene, hvis der ikke er flere af de små børn, som bliver vaccineret.

Børn mellem to og seks år, der ikke tidligere er blevet vaccineret mod influenza, skal vaccineres to gange med mindst fire ugers mellemrum for at være bedst beskyttet.