Mink-sagen

Chef: Mette Frederiksen antydede, vi sneg materiale med til minkmøde

Afdelingschef afviser at have "listet" dokumenter ind i regeringssag om at aflive mink.

I ugerne efter forløbet med aflivning af alle mink i Danmark blev der på tværs af de involverede ministerier kæmpet om sandheden om forløbet.

En af de kampe involverede statsminister Mette Frederiksen (S) og afdelingschef i det daværende Miljø- og Fødevareministerium Tejs Binderup.

Efter et møde 20. november i regeringens koordinationsudvalg følte Binderup sig kaldet til at gå i rette med statsministerens udlægning på mødet overfor sin egen departementschef.

Statsminister Mette Frederiksen har baseret på en mail fra Tejs Binderup dagen før antydet, at det daværende Miljø- og Fødevareministerium havde "listet" noget materiale med i materialet til det møde, hvor det blev besluttet at aflive alle mink.

Statsministeren listede bilag ind

I en mail 21. november skriver Tejs Binderup til sin direkte chef - den fungerende departementschef Sarah Børner:

- Det er altså ikke MFVM – som antydet af stm’eren på KU i går – der har listet et bilag ind i KU-sagen.

For at forstå sætningen skal man kunne forstå de forkortelser, der bruges i embedsværket.

MFVM er det daværende Miljø- og Fødevareministerium. Stm'eren er statsministeren. KU er regeringens koordinationsudvalg. KU-sagen er det materiale, der lå forud for mødet 3. november i koordinationsudvalget.

Ved afhøringer har det fremgået, at materialet blev produceret på få timer.

Det sidste bidrag fra det daværende Miljø- og Fødevareministerium kom få minutter inde i mødet.

Mette Frederiksen mangler at blive afhørt

Dokumenterne er samtidig blevet centrale for spørgsmålet om, hvorvidt der i materialet lå en advarsel om, at der manglede hjemmel til at aflive alle mink.

Kommissionen skal i sidste ende selv tage selvstændig stilling til, om der var hjemmel til at aflive alle mink på det tidspunkt, beslutningen blev truffet.

Statsminister Mette Frederiksen er ikke selv blevet afhørt endnu. Hun har derfor ikke haft en mulighed for at give sin udlægning af forløbet. Det sker efter planen 9. december.