Samfund

B.T. og Ekstra Bladet trækker historier tilbage

De to medier har fjernet historie om, at justitsminister Nick Hækkerup skulle have opfordret Mette Frederiksen til ikke at svare på et spørgsmål.

B.T. og Ekstra Bladet har valgt at trække flere artikler tilbage med justitsminister Nick Hækkerup (S) i hovedrollen.

Artiklerne baserede sig på tv-klip fra onsdagens pressemøde i Spejlsalen, hvor Nick Hækkerup under en spørgerunde om brug af kommunikationsmidler som Whatsapp, Signal og Messenger rømmede sig og derefter hviskede noget til statsminister Mette Frederiksen.

Nick Hækkerups ord blev aflæst som "det skal du ikke svare på" af B.T. og Ekstra Bladet. Men den udlægning beror sig på en gedigen hørefejl, siger Nick Hækkerup selv i et opslag på Facebook.

- At et medie kan køre en historie, som udelukkende beror på selektiv hørelse og antagelser er skørt. Jeg synes selvsagt, at medierne bør dementere historien, skriver Hækkerup torsdag på Facebook.

Ifølge justitsministeren selv sagde han "vi har talt sammen" ved episoden.

Medier beklager

Justitsministerens afstandtagen fra det skildrede forløb har fået B.T. og Ekstra Bladet til at fjerne historierne fra deres hjemmeside.

- Vi kan ikke afgøre - efter Hækkerups oplysninger - hvad der præcist bliver sagt. Derfor har vi taget konsekvensen og taget artiklen ned fra vort site, skriver B.T.'s chefredaktør Michael Dyrby på Facebook.

Hos Ekstra Bladet har tvivlen også sat sig i lignende grad og det har ført til en beklagelse fra chefredaktør Henrik Qvortrup.

- Vi kan ikke kan udelukke, at Nick Hækkerup rent faktisk siger, "vi taler sammen". Derfor har vi nu afpubliceret de to artikler, som vi bragte tidligere i dag, og vi beklager, siger Ekstra Bladets ansvarshavende chefredaktør, Henrik Qvortrup.