Bekymringen for coronasmitte stiger i befolkningen
Flere borgere er bekymrede for coronasmitte, og om de nuværende råd er tilstrækkelige, viser undersøgelse.
I takt med at antallet af smittede stiger, bliver flere og flere borgere bekymrede for corona.
Ikke siden januar har bekymringen for sygdommen været så stor.
Det viser en ugentlig undersøgelse lavet af Hope-projektet, som følger danskernes coronaholdninger og -adfærd.
I undersøgelsen fremgår det, at det er antallet af smittede og indlagte som betyder, at flere er bekymrede for corona.
Antallet af smittede var tirsdag på 1981, mens der samme dag var 255 personer indlagt på landets hospitaler. Det højeste siden februar.
Og af samme årsag mener flere danskere, at de nuværende sundhedsfaglige råd om vaccine, afstand og afspritning er utilstrækkelige.
Fortsat folk der tvivler på vaccine
I undersøgelsen fremgår det også, at flere igen er blevet opmærksomme på at holde afstand både i det offentlige rum, og når det kommer til at mindske den fysiske kontakt med andre mennesker.
Dog har den øgede bekymring for sygdommen ikke betydet, at danskerne har mindsket deres omgangskreds.
Hverken når det kommer til familie og nære venner eller kolleger og bekendte.
Næsten 90 procent af den voksne befolkning har enten påbegyndt vaccination eller er færdigvaccinerede.
Dog viser Hope-projektets undersøgelse, at der er en gruppe personer, som fortsat tvivler på vaccinen. Personerne, som fortsat tvivler på vaccinen er primært yngre personer og personer med en kort uddannelse.