Coronavirus

1978 nye coronasmittede - antal indlagte stiger fortsat

Antallet af intensivpatienter er stabilt.

Det seneste døgn er der registreret 1978 nye smittede med coronavirus.

Det viser den daglige opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI) onsdag.

Åse Bengård Andersen, der er ledende overlæge ved Infektionsmedicinsk Klinik på Rigshospitalet, mener, at de høje smittetal bør være en opfordring til, at de sidste lader sig vaccinere.

- De her tal stiger og kan blive ved med at stige. Derfor vil jeg opfordre til, at man lader sig vaccinere.

- Det handler om, at vi skal have beskyttet dem, som har et nedsat immunforsvar, siger hun.

Midten af februar sidst så mange var indlagte

De positive prøver er fundet blandt 114.365 PCR-test, hvilket er de prøver, hvor man podes i svælget.

Andelen af positive prøver svarer til, at 1,73 procent af det seneste døgns prøver har vist et positivt resultat for coronavirus.

Der er onsdag 264 coronapatienter indlagt på de danske hospitaler. Det er ni flere end tirsdag og fjerde dag i træk med et stigende antal indlagte.

I marts lå indlæggelsestallet også omkring 200, men man skal tilbage til midten af februar for at finde et antal på størrelse med onsdagens.

Det høje antal smittede kan tydeligt mærkes på hospitalerne, mener Åse Bengård Andersen.

- Rundt om på de forskellige hospitaler i Region Hovedstaden kan vi godt mærke, at der er flere patienter, fordi det kræver mere at have en coronapatient end en almindelig patient, siger hun.

Af de 264 indlagte er 30 på intensivafdeling. Halvdelen af dem er så syge, at de har brug for en respirator til at trække vejret.

Der er onsdag registreret et nyt coronarelateret dødsfald.

Risikogrupper indlagt

Det kan være svært at mindske antallet af indlagte, hvis den øvrige befolkning ikke overvejer at blive vaccineret og følger retningslinjerne, mener den ledende overlæge.

- Det er i høj grad personer fra risikogrupperne, som er indlagt på hospitalet. Derfor er det vigtigt, at man tænker over at overholde retningslinjerne og lade sige blive vaccineret, siger Åse Bengård Andersen.

Tirsdag vurderede en ekspertgruppe for matematisk modellering, at Danmark kan forvente at opleve en stigning i antallet af nye smittede og indlagte med coronavirus over de næste fem uger.

Ekspertgruppen, som SSI står i spidsen for, estimerer, at der i begyndelsen af december vil blive registreret mellem 2000 og 4500 nye smittede dagligt, hvis aktiviteten i samfundet fortsætter som nu.

Det vil i så fald være det højeste niveau under epidemien. 18. december sidste år blev der registreret 4508 smittede, som er det hidtil højeste på et døgn.

Derudover vil der være mellem 60 og 160 daglige nyindlæggelser blandt personer, der er blevet smittet med coronavirus.