Coronavirus

Eksperter spår op mod 4500 daglige coronatilfælde i december

Både det daglige antal nye smittede og indlagte forventes at stige frem mod december ifølge ekspertgruppe.

I de næste fem uger kan Danmark forvente at opleve en stigning i antallet af nye smittede og indlagte med coronavirus.

Det vurderer en ekspertgruppe for matematisk modellering i et nyt notat, som Statens Serum Institut (SSI) står i spidsen for.

Ekspertgruppen estimerer, at der i begyndelsen af december vil blive registreret mellem 2000 og 4500 nye smittede dagligt, hvis aktiviteten i samfundet fortsætter som nu.

Det vil i så fald være det højeste niveau under epidemien. 18. december sidste år blev der registreret 4508 smittede, som er det hidtil højeste på et døgn.

Derudover vil der være mellem 60 og 160 daglige nyindlæggelser blandt personer, der er blevet smittet med coronavirus. Beregningerne går frem til 5. december.

I øjeblikket ligger smittetallene i SSI's opgørelser på mellem 1400 og 2000 nye smittede dagligt. Det har været tilfældet den seneste uge.

Tirsdag viser SSI's tal, at der blev registreret 1981 nye coronatilfælde over et døgn fra mandag, og at der var 63 nye indlæggelser.

Frem mod december forventer ekspertgruppen, at de fleste nye smittefælde vil ses blandt personer under 60 år og blandt dem, der ikke er blevet vaccineret mod coronavirus.

Forventer flest indlæggelser blandt uvaccinerede

Det er også blandt de uvaccinerede mellem 20 og 69 år, at ekspertgruppen forventer at se flest nyindlæggelser. Men der vil også ske indlæggelser blandt vaccinerede over 60 år, lyder forudsigelserne.

En del af indlæggelserne vil dog være kortere, hvilket vil sige under 12 timer.

Eksperterne bag modellen er udvalgt til at udvikle matematiske modeller til at belyse udviklingen i smittespredningen i Danmark.

Beregningerne er netop estimater, og de er derfor behæftet med en vis usikkerhed. Usikkerheden ligger eksempelvis i, at man ikke ved, om befolkningen vil ændre adfærd, hvis smitten stiger yderligere, skriver ekspertgruppen.

Siden ekspertgruppens seneste notat 15. oktober har der været en større stigning i antallet af nyindlæggelser, end man havde forventet.

Der er ifølge ekspertgruppen tale om et "markant spring" i de registrerede nyindlæggelser. Særligt blandt dem, der er blevet vaccineret mod coronavirus.

Ifølge ekspertgruppen kan en af forklaringerne være, at flere siden 17. oktober er blevet testet for corona, når de er blevet indlagt på et hospital, i forbindelse med at der er kommet nye retningslinjer.

Men det kan også skyldes ændringer i aktiviteten i befolkningen i efterårsferien, siger Camilla Holten Møller, der er læge og leder af ekspertgruppen.

- Vi kan ikke sige præcis, hvad årsagen er til dette spring. Det kommer i kølvandet af efterårsferien, hvor man ofte er tættere sammen med familien på tværs af generationer, siger hun i en pressemeddelelse.

Ekspertgruppen ventes igen om to uger at komme med nye beregninger for smitteudviklingen i Danmark.