Coronavirus

Kun én vaccine er i spil til børn for nu

Moderna har meldt ud, at der er brug for mere tid, inden selskabets vaccine til børn kan blive blåstemplet.

Moderna kommer ikke til at søge om at få sin coronavaccine godkendt til børn under 12 år før årsskiftet, skriver virksomheden i en pressemeddelse.

Årsagen er, at de amerikanske myndigheder lige nu er ved at undersøge Modernas vaccine til 12-15-årige, og at den proces "kræver mere tid". Den undersøgelse skal være færdiggjort, inden Moderna søger om endnu en vaccinegodkendelse, lyder det.

Dermed tegner det til kun at blive Pfizers vaccine mod coronavirus, som børn under 12 år kan blive tilbudt de næste måneder.

Vaccinen fra Pfizer er endnu ikke rullet ud til aldersgruppen, men forventningen er, at den bliver endelig godkendt i løbet af den kommende uge. Desuden fik Pfizers vaccine til børn mellem 12 og 15 år en amerikansk blåstempling, en måned efter at ansøgningen blev afleveret.

Producenternes børneversion af vaccinerne er den samme, som voksne og større børn får, men med en mindre dosis.

Mistanke bliver undersøgt

Men Modernas vaccine til samme aldersgruppe har været under behandling i indtil videre fire måneder.

I maj meldte Moderna ud, at coronavaccinen havde vist sig 100 procent effektiv i test blandt 12 til 17-årige børn, og i juni ansøgte Moderna om nødgodkendelse af vaccinen.

Men i mellemtiden er den amerikanske lægemiddelstyrels, FDA, gået i gang med at undersøge, om Modernas børneversion af vaccinen kan kobles til hjertebetændelsen myokarditis. Den mistanke og data, som ikke er offentliggjort, har fået flere nordiske lande til at droppe vaccinen til yngre personer

Studier fra Israel og USA viser, at risikoen for hjerteproblemet blandt mRNA-vaccinerede er størst hos yngre mænd, og lidt større blandt Moderna-vaccinerede end blandt Pfizer-vaccinerede. Men risikoen ser ud til at falde i de yngste aldersgrupper.

Hjertebetændelse

  • Hjertebetændelse - eller Myokarditis - er en sjælden bivirkning efter mRNA-vacciner, hvor der opstår betændelse i hjertemusklen. Den er både observeret efter vaccination med Pfizer og Moderna.
  • Tilstanden opstår hyppigere blandt yngre aldersgrupper, især blandt drenge og yngre mænd. Det er oftest set efter anden vaccinedose, og som regel en uge efter vaccinen er givet.
  • Myokarditis kan også opstå efter smitte med coronavirus.
  • Hvor ofte myokarditis opstår er usikkert, fordi forskellige lande har forskellige indrapporteringssystemer og overvågning af bivirkninger.
  • Kilde: FHI

Selvom risikoen for hjertebetændelse ser ud til at være lidt højere efter vaccination, er sygdommen sjælden, mild og går som regel hurtigt over, siger Dr. Paul Offit, der er medlem af FDA's ekspertkomité, til New York Times.

Han peger også på, at der er større risiko for at få myokardisis af covid-19 end vaccinen, fordi virussen kan ramme og ødelægge kanten af hjertet.

Opbakning til dansk udrulning

Flere steder i verden er der allerede børn yngre end 12 år, der bliver vaccineret mod coronavirus.

Det er med doser fra kinesiske Sinovac, som bliver rullet ud i blandt andet Chile, Columbia og Kina.

Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, har ikke godkendt nogen coronavaccine til børn under 12. Men hvis det sker, så kan de også blive rullet ud i Danmark.

Og det mener størstedelen af danskerne, bør ske.

For en måned siden viste en Megafon-måling lavet for TV 2, at 70 procent af de adspurgte mente, at Danmark bør rulle en godkendt coronavaccine til børn ud, mens 14 procent ikke mente, at vaccinen skal være et tilbud. 16 procent af de adspurgte svarede "ved ikke".